Jeg starter altid med at ligge i min seng, imens jeg prøver at falde i søvn - I drømmen. Så begynder jeg at sove, og drømmer - stadigvæk I drømmen! - og døser stille hen. Pludselig går det op for mig, at jeg er igang med at have et mareridt, men jeg er fanget i drømmen, og mine øjenlåg er for tunge til at åbne. Så jeg skriger febrilsk, og kan ikke gøre andet end, at vente på denne nats rædsler. I det var det voldtægt, og min familie som ikke stolede på mig, eller ville hjælpe mig.
Jeg sad i en bus, der var utallige creepy guys, overalt, som ville have mig til at sidde ved siden af dem. Så fandt jeg en dame, jeg satte mig lettet ned ved siden af. Hun smilede og vi talte lidt.. så kørte bussen igennem en kæmpe tågesky, hvor jeg intet kunne se, og da den var ovre, var der en mand som begyndte at tage på mig, og jeg bad om hjælp fra damen, men hun var ligeglad. Han tog mig på brysterne, og de andre holdt mig fast.. and so on. *gåsehud*
Derefter vågnede jeg af mine egne skrig, altså, fra drømmen >inden i drømmen<, da min mor hørte mig og kom ind på mit værelse. Jeg kunne ikke tale, fordi jeg græd så meget, og hun forstod intet. Så hun mente at jeg overreagerede, og ignorerede det. Sådan gik det med hele min familie.
Så skiftede det hele scene, og jeg skulle spise aftensmad med mine søde piger, inklusive Janne. vi dækkede bord, og da jeg gik rundt om bordet, for at nusse Janne på armen, for at vise en form for kærtegn, rykkede hun sig væk. Sådan fortsatte det i et pænt stykke tid, til jeg blev emo og opgav. Så holdte vi vidst fest, og alle andre hyggede og morede sig, men jeg tænkte stadig på mit afslag, og på mit mareridt, og fik den kolde skulder af alle.
That's all I remember. And then I woke up, this time to THE REAL LIFE, and forgot how to breathe normally. *sigh* This is why I don't sleep. These nightmares have been going on for quite a few days now, and every morning I forget about them, after fainting into sleep, at about 3 or 4 am. Grrreat. Welcome, insomnia and fear of closing my eyes again.
Clearly, I can't sleep alone, anymore. Counting on Mae to help me relax, again.
No comments:
Post a Comment