Nightmares of death

I går nat havde jeg et mareridt. Min afdøde hund Lucky var ikke død, han var "alive and well". Der skete dog det, at jeg pludselig fik den forestilling, at inden nogen man elskede døde, ville en dame i blåt vise sig for én, som et tegn på at de ville dø kort efter. Det viste sig så at være sandt, og kort efter skete det så for mig, og Lucky døde. Jeg var ude af mig selv af rædsel, og var utroligt bange for denne blå-klædte dame. Hun sagde intet, hun kom bare gående - nærmest svævende - ind af hoveddøren og nærmede sig mig. Mine forældre kunne intet gøre for at stoppe hende. Det var skæbnen, at hun skulle vise sig for mig. Jeg fandt senere ud af, at hun kun viste sig for folk, som skulle til at miste nogen, de ikke følte de var klar til at miste, eller ikke kunne retfærdiggøre deres død, af forskellige årsager. Derfor begyndte jeg at prøve at retfærdiggøre alle personer i mit livs død, hvis de nu skulle dø, for at undgå endnu et møde med damen.

Det var skræmmende, siger jeg jer. Tænk hvis det virkelig var sådan livet foregik. At en skikkelse ville dukke op, som et tegn på, at man om få minutter ville miste nogen, man elskede højt.

Inaktivitet

Jeg blogger ikke meget for tiden. Det er mest fordi, jeg ikke vil kede jer med mine depressive tanker. Jeg vil så nødigt se min blog ende som endnu en depressiv teenagers blog. Det fortjener den ikke, og jeg er allerede godt igang. Derfor bliver det nok ikke til mange indlæg fra mig, fremover. Jeg bruger mere min Tumblr. Den virker bedre til mine mørkere tanker. Jeg undskylder min inaktivitet, men kan roligt love, at det er for jeres eget bedste, at jeg ikke blogger oftere. Jeg håber, I har det godt allesammen. Fremmede og bekendte, venner og familie. Nyd sommeren, find glæde i de små ting, og del jeres glæde med dem I elsker. You deserve it!

Thoughts of the night

Noget jeg ikke forstår, er hvorfor kærlighed plejede at være nok for mig, til at glemme mine problemer og depressive tanker. Når jeg tænker tilbage, var jeg gladere, førhen, i tidligere forhold. Om det var fordi, jeg havde begravet mine problemer, og de endnu ikke havde eksploderet i mit ansigt, ved jeg ikke. Men jeg forstår ikke, hvorfor kærlighed ikke længere er "nok" for mig, for at føle glæde, igen. Den bedste forklaring jeg kan finde, er at jeg ikke længere vil bruge kærlighed som min virkelighedsflugt. At jeg ikke længere kan begrave mine problemer, og leve i en illusion. Min indre realist er blevet stærkere, med tiden. Og det er egentlig ikke en dårlig ting, når jeg tænker over det. For mig, er det en positiv ting. For det betyder bare, at hvad vi to har, er mere ægte, fordi jeg ikke bruger det som en virkelighedsflugt. At det så betyder, at mine nedture til tider kan få det det til at virke som om, du ikke er nok for mig, er jeg virkelig ked af. Jeg håber aldrig, du føler, du ikke er nok for mig, blot fordi, du ikke altid kan trøste mig. Det er problemet ved depression. Nogen gange kan selv den mest betydningsfulde person ikke få smerten til at gå væk. Men du formår at gøre mig glad, når min depression ikke er for stærk til, at mit virkelige jeg kan skinne igennem. Og det betyder meget for mig. You do make me happy. Never doubt that.

What divides, yet defines me

I know I told you that a part of me can't accept your love for me, because I truly don't believe that anyone can love me. Part of me refuses to accept your love. Still, that doesn't mean I don't believe in us. I do. But that's the hardest part. Believing in something so much, but in some way wishing I didn't, because it makes it impossible for me to slip away and escape this world. It splits me in two pieces, believing in us. But the one part, the part that wants to try and fight this, to stay here, to be with you.. That's the part I wouldn't trade for anything.

Highs and lows

Life is built up by highs and lows. Some people are lucky enough to go through life, experiencing only the small lows, while the highs just keep coming. Sadly, not everyone is that lucky. There are people in the world, experiencing all kinds of great sadness. Some people are starving, have lost their parents, their home, the most basic things, that a lot of us take for granted. These are the people we like to remind ourselves about, when we're feeling bad about not having enough money to buy a new car, or that beautiful dress we've wanted for so long. The thing is, there are also a lot of other kinds of lows, that don't get the same attention. A lot of other ways to hurt, that most people don't take as serious. One of them is depression. People with a depression are going through a whole different kind of struggle, fighting to stay in control of their life and their mind. Depression is a disease that should be taken more seriously, and I don't understand why it isn't. Depression can break a person, turn their whole world against them. Make them feel so useless and hopeless that even getting out of bed seems impossible. Depression has nothing to do with weakness. It's not something people choose to have, not something they'd put upon themselves to get other people to feel bad for them. It's not a choice. Just like hunger isn't a choice. And because most of the world doesn't take depression seriously, people with depression tend to do the same. This can be dangerous. I started out like this, not taking my depression seriously. What it ended up causing, was a lot of self harm. Because other people didn't see it as anything serious, I just thought of myself as weak and a coward, not being able to go through one single day without my constant lows. I started beating myself up over every single thing I did wrong. Now that I've started taking it seriously, I see how much harm it's done to me, back when I didn't. I'm not writing this to make people feel bad for me. I'm writing this as a reminder to anyone out there going through the same or similar thing as me. Never underestimate the power a depression can have. Even when other people tell you it's not serious, take it serious. If you don't, you'll never get through it. If you don't start taking yourself serious, it's not possible to fight it. Depression is a disease. Treat is as one.

/End of ramble.

Currently dwelling to;

I'm a mountain that has been moved
I'm a river that is all dried up
I'm an ocean nothing floats on
I'm a sky that nothing wants to fly in
I'm a sun that doesn't burn hot
I'm a moon that never shows its face
I'm a mouth that doesn't smile
I'm a word that no one ever wants to say.

Oh, I love you, Brand New.

Emily Browning - Asleep (Sucker Punch Soundtrack)

Don't feel bad for me
I want you to know
Deep in the cell of my heart
I will feel so glad to go

Sing me to sleep
Sing me to sleep
I don't want to wake up
On my own anymore.

I welcome you, spring.

Forår bringer altid glæde og sol med sig. Jeg må indrømme, at jeg også er blevet ramt af forårskulder, efter en fantastisk påskeferie, spending 90% of the time with girlfriend. Jeg kan ærligt talt ikke se det kærestekedelige ved det, for hvis andre folk ville se mig, kunne de bare skrive. Når de ikke gør det, og aldrig tager kontakt, kan jeg ikke se hvorfor jeg ikke skulle bruge så meget tid som muligt sammen med min lykkepille.

Speaking of lykkepiller, er jeg nu på min 11. dag med Escitalopram. Jeg kan ikke mærke nogen forskel. Det er vel både godt og dårligt, da det også betyder at ingen af bivirkningerne er begyndt at vise sig endnu. Jeg har dog ikke bemærket om min vægt er steget, men det viser sig nok i løbet af sommeren. (Buddha, here I come!)

Af én eller anden grund har jeg ikke kunne tage mig sammen til at blogge, her på det sidste. Jeg har dog heller ikke været meget hjemme - eller alene, for den sags skyld - men jeg tror mere det skyldes en skriveblokade, at jeg ikke har blogget. Mine humørsvingninger viser sig stadig, så jeg har ofte svært ved at sætte mig ned og skrive mine tanker ud, når de skifter så ofte, fra glade til triste. Oh well, hopefully that'll pass with time.

Til gengæld skal jeg til jobsamtale i morgen, på Studiestræde. Det er som tilkaldevikar til forskellige H&M butikker i Københavnområdet. Fingers crossed for, at jeg får det! Ellers er det kontanthjælp til mig, hvilket selvfølgelig heller ikke ville være værst.

Oh well, jeg vil slutte min rambling af, og ønske alle en fortsat god påske! Toodles, folkens.

Unhealthy.

Det er utroligt så kort tid der går, fra jeg er kommet hjem, til at min depression tager over. Jeg bliver sur og gnaven, og det går udover min familie. Det er ikke altid fair, men jeg kan ikke gøre for det. Det er den eneste måde jeg kan komme ud med mine aggressioner, da jeg til enhver tid foretrækker at vrisse af jer, end at bryde sammen.

Det er ikke deres skyld, at vores hus er så usundt for mig. Det er ikke min mors skyld, at hun er så syg, at det gør ondt på mig at se på hende. Hun kan ikke gøre for det, og jeg skyder ikke skylden på hende. Men det ændrer ikke på, hvor dårligt jeg får det af at bo her. Hver dag er en konstant kamp for mig, da jeg i forvejen har så mange dårlige tanker i mig, at jeg ikke engang kan overskue at høre på min mors, selvom hun fortjener at komme ud med dem. Det gør ondt på mig, og jeg ville virkelig ønske, jeg ikke absorberede hendes smerte så meget, som jeg gør. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe hende på benene igen, på en eller anden måde. Men det kan jeg ikke. Og jeg har opgivet at prøve, da jeg efterhånden har erfaret, at det kun gør mere skade på mig selv, og slet ikke hjælper hende.

Sorry, mom, dad and sis. But I can't live like this anymore.

A post filled with nothing.

Der er både sket meget og ingenting, de sidste par dage. I mandags startede jeg på min nye uddannelse, og selvom jeg virkelig gerne ville skrive lidt om mine oplevelser, so far, kan jeg ikke finde ordene. De sidste tre dage har været hårde for mig, både psykisk og fysisk, og jeg føler mig mentalt drænet. Da jeg ikke har nogle ord at tilbyde, vil jeg undskylde mig med musik. Trist og sur musik er det eneste jeg hører, these days. But that doesn't make the music any less beautiful. Tværtimod.

Change my mind, or help me to try
I'm afraid and I'm not satisfied
In this state I shall not remain

Daylight is not the same
When you're stabbing at the stars in your eyes
And bleeding is what you see.

Come set me free

I try to live the light of day
Why would I do what I hate?
But when I try to reach above
I only hurt the ones I love

Free, come set me free
Down on my knees
I still believe
You can save me from me.

Drinking, followed by rambling and - hopefully - numbness.

Det er fredag nat. I realiteten er det vel lørdag, nu hvor klokken er halv 2, men jeg ser det stadig som fredag. Jeg sidder alene på mit værelse, med høretelefoner og høj musik, imens jeg prøver at lukke resten af verden ude, med høj musik og billig vin.

I virkeligheden burde jeg nok ikke drikke. Men de sidste par dage har jeg kunne mærke følelser og sorg komme tilbage til overfladen, efter nogle "gode" dage med numbness og vrede. Så nu prøver jeg desperat at holde fast i min vrede, så jeg ikke ender i mit sorte hul, som jeg har så nemt ved at gøre, i disse situationer.

Det er svært at forklare præcis hvorfor jeg er ked af det. Hvorfor jeg ikke føler mig tilstrækkelig til at leve i den her verden. Mit ordforråd rækker ikke langt nok til, at kunne sætte præcise ord på det. Men min rådnende selvtillid og blomstrende selvhad har muligvis en del i det. Jeg føler mig aldrig god nok. Hverken for mig selv, eller nogen andre. Jeg kan ikke forklare hvor hårdt det égentlig er, konstant at spænde ben for sig selv. Jeg kan ikke fordrage tanken om, nogensinde at komplimentere mig selv. Når det en sjælden gang imellem sker, følges det af en stærk selvhad, der drukner de positive tanker, fordi jeg ikke kan tilgive mig selv for, at have været selvisk nok til at tænke én eneste god tanke om mig selv.

Lige nu er det måske mere eller mindre hvidvinen der taler, men det virker som om, den hjælper mig med at klargøre et par tanker, og skubbe resten væk, så jeg ikke kollapser.

Midt i alt andet der er sket for mig på det sidste - og for min familie - er det gået op for mig, at jeg ikke længere har overskud til at holde fast i de mennesker, der ikke rækker deres hånd tilbage. Især én person har skuffet mig så meget, at jeg ikke kan bære, længere at kalde hende min veninde. Vi havde så stærkt et venskab, førhen. For kun et år siden skrev vi stadig sammen mindst en gang om ugen, for at opdatere hinanden om vores liv, og fortælle hinanden hvor meget vi savnede de sommer aftener, med musik, fulde samtaler om virkelighedsflugt. Nu er jeg forladt med en tom følelse, af et døende - hvis ikke allerede dødt - venskab, fordi du af alle mennesker ikke rakte dig hånd ud, når jeg havde allermest brug for det. Jeg havde forventet mere af dig. Egentlig havde jeg også forventet mere af mig selv, for det ligner ikke mig, at have sådan brug for folk. Det troede jeg, jeg havde lært mig selv, aldrig at gøre. Looks like I failed. Men nu hvor det hele virker til at være slut, vil jeg ikke længere holde fast i dig. Du fortjener ikke mit allerede manglende overskud. Jeg har ikke energi nok til, at bruge den på dig, hvis du ikke engang kan skåne mig et par søde ord, når du tydeligvis godt ved hvad jeg går igennem. So... thanks for nothing. You've hurt me more than I could've ever imagined you'd be able to. Goodbye.

Til gengæld værdsætter jeg de venner, jeg véd er der for mig, endnu mere, nu. I betyder alt for mig, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at give jer mindst ligeså meget kærlighed tilbage. I love you guys. And the same thing goes for my family. And my girlfriend. I er grunden til, at jeg bliver ved med at kæmpe mig igennem alt det her.

You were not there when I needed to say
I hit the bottom so fast
That my head was spinning ‘round for days
Now I gotta go it alone
But I will never give up
No, I'll never give up.

For a pessismist, I'm pretty optimistic

Jeg har valgt en ny tilgang til livet; vrede.
Nu hvor jeg har valget imellem at bryde psykisk sammen, eller være vred på verden, vælger jeg sidstnævnte.

På mandag begynder jeg på Roskilde Tekniske Skole. Lige meget hvor opmuntrende og positive folk er, på mine vegne, bliver det ikke noget jeg ser frem til. Jeg har ikke nok overskud til at glæde mig. Ikke når det indebærer at jeg skal møde nye mennesker, i helt nye omgivelser. No way. I stedet for at glæde mig, skal jeg bare igennem det, in the fastest way possible.

Forleden gik noget op for mig. I august, sidste år, en uges tid inden jeg begyndte på Frederiksberg HF, døde min søde, lille kanin, Perle. Tragikomisk, at min dejlige, gamle vovse så skulle dø lige inden jeg begynder på endnu en ny uddannelse. Not that awesome, world.

Jeg ved godt, mit pessimistiske syn på verden ikke er underholdende og spændende at høre på, og det undskylder jeg for. But it's all I've got, right now.

Sidst, men ikke mindst, bør jeg huske mig selv på, ikke at klippe hår når jeg er sur og rastløs. Oh well. Det kan være, jeg husker det næste gang. Hej, nye pandehår. I've yet to figure out if I hate you, too.

"Tror du på Gud?"

Hvis du spurgte mig nu, om jeg tror på en gud, og en religion, ville alt jeg kunne gøre være, at holde min lyst til at slå dig i ansigtet tilbage. Der findes ingen Gud. Religion er skabt til at skabe splid i verden, i befolkningen. Det er en ond ting, som ikke burde dyrkes, men i stedet burde smides ud af vinduet, og glemmes.

Hvis vi hypotetisk set skulle sige, at der rent faktisk sad en person oppe i himlen, som havde skabt os, og som holder øje med os, ville det ikke være en person, der var værd at bede til. At tilbede. Det ville være en djævelsk idiot, som nyder at se mennesker lide. Som får et kick ud af, at se os alle sammen rende forvirrede rundt, og prøve at finde meningen med livet, midt i al vores kaos. Hvorfor skulle jeg bruge energi og tanker på, at tilbede sådan en idiot? Never.

Jeg er ikke én af de personer, der har det godt med at ynke over mit liv, og over mine problemer. Men jeg har snart fået nok. Jeg kan ikke forstå hvorfor én familie skal bære så mange byrder på skuldrene, og så endda på samme tid.

Min mor var oppe på hospitalet i går, for at få taget sine sting ud fra operationen. Hun fik så af vide, at hun skal have fjernet flere lymfekirtler, da kræften åbenbart havde spredt sig til dem. Hun skal derfor indlægges på onsdag, i fuld narkose, og gennemgå en endnu større operation. Det er lymfekirtlerne under hendes venstre arm, som skal fjernes. Hun skal være indlagt i en uge. Min søster kommer først hjem fra London på fredag. Jeg havde planer om at bruge størstedelen af næste uge i Haslev, hos min kæreste, da hendes forældre er ude at rejse og hun har huset for sig selv. Det får jeg ikke meget mulighed for, nu. Jeg bliver nødt til at være hjemme fra onsdag til fredag, for at hjælpe min far med huset og dyrene. I dag fik jeg endnu et opkald fra min mor, som fortalte mig at vores 13-årige hund lige var blevet aflivet. Han fik en hjerneblødning. Så kan man selvfølgelig vælge at tænke positivt, at han da trods alt har haft et godt og langt liv. 13 år er meget for en lille hund som ham. Men det har jeg ikke mulighed for, lige nu. Ikke med alting andet, som fylder mit hoved. Jeg har ikke lyst til at tænke positivt. Scratch that, jeg har ikke overskud til at tænke positivt. Screw that.

Konklusion; livet er ikke fair. Det eneste man kan gøre, er at finde sin vrede frem, og kæmpe sig igennem mængden af lort man får smidt i hovedet, igennem livet. Deal with it.

R.I.P. Lucky. We'll never forget you, sweet puppy-dog.

I hope you're enjoying all of my money, DSB!

Jeg holder i mine hænder togbilletter for 663,- If only train tickets were money, mhm?

Btw., if you can't read my eyes, they're full of despise. :]
Despise towards DSfuckingB.

Karma and fate can eat my shorts

Jeg plejede at tro på skæbnen, og på god og dårlig karma. Det gør jeg ikke mere. Hvis det virkelig eksisterede, kan jeg nemlig ikke se, hvad min mor skal lære, eller hvordan hun skulle have gjort sig fortjent til så meget modgang, når hun er et af de kærligste og høfligste mennesker, jeg kender.

Min mor lider af en meget sjælden sygdom kaldet "Bechet's (syndrom)".
- "Behcet’s syndrom (BS) er en systemisk vaskulit sygdom af ukendt årsag (inflammation af blodkar mange steder i kroppen). Karakteristiske symptomer er sår i mund (blister), samt symptomer fra hud og øjne. Led, blodkar og nervesystemet kan også påvirkes. Sygdommen kan behandles og gå i ro, men der kan komme sygdomsopblussen igen. Den kan ikke helbredes."

Udover det, var hun for nyligt hos lægen, da hun havde et modermærke som begyndte at vokse. Lægen fjernede det, og fik det sendt til undersøgelse. Hun fik også fjernet et andet modermærke på ryggen. Det viste sig at der var kræft i dem begge. Nu går hun og venter på, at få en tid til en operation, da de skal fjerne en lymfekirtel, eftersom den muligvis også har kræft i sig. Hun skal indlægges og i fuld narkose.

Men det er selvfølgelig ikke nok. Hun har også fået konstateret, at hendes blodtryk og kolesterol-tal er for højt, og har derfor fået flere piller, som forhåbentlig kan hjælpe på dét, så hun ikke ender med at få et hjertestop.

Fik jeg nævnt at hun også har en depression? Det havde hun inden hun fik konstateret Betchet's, og for at det ikke skal være løgn, er sygdommen kendt for, at forværre det.

Jeg har ikke tal på, hvor mange piller min mor tager hver dag. Men jeg vil gætte på en 10-15 stykker.

Når man efterhånden fejler så meget, at man ikke længere bliver overrasket når lægerne finder noget nyt, er der noget galt. Jeg ved ikke om jeg skal misunde eller hade folk, som tror på Gud. Jeg misunder dem for, at have nogen at bede til, og til at "våge over dem". Samtidig hader jeg dem for, at mene at Gud passer på dem, lige meget hvad. For så klarer han/hun sig virkelig ikke særlig godt med, at passe på min mor.

Jeg kan ikke huske at min mor nogensinde har været rask. Hun blev syg da jeg var en del yngre, og har ikke arbejdet "permanent" siden jeg var omkring de 11 år. Jeg har stadig minder fra min barndom, af min mor som græder. Dengang forstod jeg ikke hvorfor hun græd, men jeg husker bare, at jeg blev så ufatteligt ked af det og bange. Ked af, at jeg ikke kunne gøre hende glad, og bange, fordi jeg ikke længere følte at jeg kunne læne mig op af min mor, som børn har brug for at kunne. Derfor begyndte jeg et mønster, som senere hen har vist sig at have gjort større skade end jeg egentlig ville have troet. Jeg begyndte at holde mine problemer og sorger for mig selv, fordi jeg ikke følte, at min mor kunne klare flere byrder og problemer. Jeg følte at jeg måtte beskytte hende fra det hele, og det gjorde jeg ved at holde det hele for mig selv. Derfor havde jeg ikke længere en sund måde, at komme ud med mine problemer på, og det endte i mange selvdestruktive vaner, som jeg ikke har tænkt mig at nævne her. Sådan endte jeg med, at udvikle en depression, men det er ikke min pointe, for det her indlæg handler ikke om mig.

Jeg skriver det her indlæg af forskellige grunde. Jeg elsker min mor, og vil egentlig bare gerne dele hendes historie med andre. Samtidig vil jeg også gerne have noget at se tilbage på, når jeg ikke selv føler, jeg har mere energi eller overskud til, at klare hverdagen. Min mor har været igennem så meget, og er det stadig. Og selvom hun har så mange nederlag og problemer, at skulle klare sig igennem, formår hun at fortsætte. Hun er det stærkeste menneske jeg kender, og jeg har så stor respekt for hende.

Jeg elsker dig, mor.

This animal I have become

It's not like I enjoy being this way. I can't make sense of my mind. I don't understand why I can't be happy for the people in my life, if I'm not happy, too. It makes me hate myself even more.

I hate my mood-swings. They're getting the best of me, and I'm trying so hard not to let them control me.

It sounds like such a cliché, but I'm starting to feel like I have a demon inside of me. And that demon decides when I get to be happy, and when I'm forced to break down in tears. I used to be so good at keeping my feelings and tears to myself, but now I can't even find the strength to keep a straight face when I'm around my friends and girlfriend. It doesn't take much for me to break down, anymore. I feel like I'm starting to wear my heart on my sleeve, even though I really don't want to.

I can't stand the thought of my girlfriend thinking she's not enough for me to be happy. 'Cause she is. I am happy, and I do appreciate the good things that I have in my life. The problem is, that doesn't stop my depression from taking over, at times. And I can't explain that.

I wanna go back to being the girl that everyone thinks is happy all the time, being able to keep my sorrow to myself.

So am I another slave now

to the screaming in my head?
Or is it a little strange now

how the moment's gone and fled?
Brother, I've gotta tell you
that something here is wrong
Oh brother, I've gotta tell you
this place ain't what I thought.

Devil on my shoulder

Mine tømmermænd er slet ikke blevet plejet i dag. Manglen på pizza (Domino's *sad face*!), smøger, chips, sodavand og kæreste, er næsten lidt for meget at overleve på én gang.

Det går langsomt op for mig, at jeg virkelig ikke har nogen kontrol over mit humør. And it scares me. I går/i nat var jeg på CC med det søde kærestepar, og Stine og hendes flørt. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg er en af de mennesker, der bliver glad og varm inden i, af at se på andres kærlighed/forelskelse, men ærligt talt, gør det mig ofte utilpas og dårlig. Selvfølgelig kan jeg sagtens være glad på mine venners vegne, når de er glade og forelskede. Det er bare ikke på samme plan som de fleste. Jeg ved ikke hvorfor, præcis, men måske har det noget at gøre med, at jeg efterhånden går så sindssygt meget op i, ikke selv at blive kaldt kærestekedelig, at jeg dømmer alle andre, så snart de holder deres kæreste i hånden eller kysser hinanden. I have a problem, and it's called being a bitch. Ha. Folks sødme og kærlighed havde/har dog intet at gøre med mine moodswings. Dem er der aldrig nogen helt enkel forklaring på, så det er ikke helt til at sige, hvad der "triggered" dem, denne gang. Jeg har efterhånden vænnet mig til at skuffe mig selv, men når det så går udover min pige, kan jeg ikke længere bare ignorere det, og fortsætte i mine usunde fodspor. Nej. Jeg vil utroligt gerne være en sund og glad person igen - ikke at jeg helt husker hvornår jeg sidst var oprigtigt "sund". Det gik bare ikke op for mig, før i tiden. Nu er alt det her blevet én lang smøre, og jeg kan ikke helt finde op og ned i ordene. So I'll just leave this the way it is, and not change it or read it any more times.

For at opsummere, current mood;
negativt og pessimistisk, but with a touch of sunshine. My sunshine, you make me happy, when skies are gray.

Jeg tror måske, manglen på smøger har gjort mig en anelse mere pessimistisk end normalt.
Or maybe I'm always like this, but I just don't show it. Sorry, folks. ^^,

Comfort and rage

I nat kan jeg ikke sætte ord på mine tanker og følelser. Jeg savner at føle mig stærk, i kontrol over mig selv. Det er hårdt, hele tiden at skulle forklare og undskylde sig selv, fordi mig og mine handlinger ikke altid giver mening. Især når jeg knap nok kan forklare det til mig selv. Jeg har brug for, at føle mig værdig, og mest af alt vil jeg gerne tro på folk, når de komplimenterer mig. But I don't. If they saw me through my own eyes, they'd understand.

Velkommen, mandags-humør.

Udover det, havde jeg en god weekend. Thanks for the happiness, sweet friends and girlfriend. It was nice.

This shattered symphony

I don't think I've ever wanted to get better, more than I do right now. Jeg føler ikke, det nye år bragte andet end skuffelse og problemer, my way. Jeg kan ikke lide den person, jeg føler, jeg er blevet til, og jeg hader, at det skal gå ud over de mennesker, jeg holder allermest af. Én ting er at såre og skuffe mig selv, en anden ting er at skuffe dem. Jeg håber bare, jeg snart finder en løsning på mine problemer, og får noget klarsyn. 'Cause I really do want to get better, not just for me, but for my familiy, friends and girlfriend, too. De fortjener ikke, at skulle bekymre sig om mig. Hvis det stod til mig, klarede jeg helst alt det her selv, uden at de overhovedet fik noget af vide, men det kan jeg desværre ikke. Sådan fungerer selvstændighed alligevel ikke. Indtil videre, må jeg tvinge mig selv til at tro på, at jeg nok skal blive glad igen, en dag, og finde min positive side frem igen. Jeg glæder mig til den dag.

Indtil da, vil jeg finde glæde i de små ting, så meget jeg kan. Best friend og jeg droppede skolen - igen i dag - for at snakke om vores opgivende følelser overfor HF, shoppe og spise Sunset. I love you, boo, and whenever you think you're not helping, think again. Your company is all I ask for. The rest is up to me.

Nu håber jeg, at jeg snart kan se girlfriend igen, på trods af afleveringer og andre forhindringer. I miss her.