The spreading of cancer

For the past two years, my mom has had melanoma cancer. Aka. mole cancer. It's been a constant roller-coaster, where she's gone from being healthy and cured, just to discover that the cancer has spread yet again. We've kept our hopes up, because most of the cancer was situated in her left armpit, which was a fairly easy place to operate. Last Christmas, they found out that the cancer had spread quite a bit more than usual, to most of her left chest. She had to have her left breast removed, because the lump was placed inside of her breast, and they wouldn't be able to get rid of it without removing the whole thing. So, they did that, and she went through another battle of getting well again. Things were actually starting to look good, in the beginning of February. Until they discovered yet another lump in her left armpit. But it wasn't anything too serious, because the lump was very small, and it wasn't "active", which meant that it hadn't been growing. So, she had the lump removed 3 weeks ago, and started her rehabilitation, for the millionth time. She started seeing a therapist, and we could all feel that she was beginning to do a lot better than she had been for quite some time. It was amazing to feel her coming back to us, as the strong and incredible mom that I know her to be. 



This Wednesday it all took a turn for the worse. Like, A LOT worse. She'd had a normal evening, we'd had dinner together like we always do, and she seemed to be doing okay, even though she was annoyed with her left arm, because it still wasn't functioning normally, after the surgery 3 weeks ago.

Then, at about 10PM, while I was sitting in front of my computer in my room, I suddenly heard her cry "Help!" from the living room. My dad and big-sister had already gone in there, and I don't know why, but I didn't think it would be anything serious. Boy, was I wrong. Her left arm had started cramping, and she had absolutely no control over it. She was so scared, and told us not to touch her, because it was so painful. We tried to figure out what to do. Got her to sit down on the sofa and relax a little. All of a sudden, in a matter of seconds, the cramps started spreading to the rest of her body, first her chest, then her other arm and her legs. At this point she was unconscious. We couldn't get her to answer us, and her eyes weren't focusing. We called 911 immediately, my dad told them what was going on, and the nurse on the phone tried to tell us what to do. All the while, her cramps were only getting worse. Then her face went completely blue, and her body stiffened like it was a plank. At this point, we were all convinced she was going to die. We forced her body to lie down, which was incredibly difficult. She started biting her own tongue, and blood ran out of her mouth. I was convinced she was having a brain hemorrhage. She kept biting her tongue, and she was having trouble breathing because of all the blood in her mouth. At this point, I had no idea what to do, so I put both my thumbs between her teeth, to stop her from biting it any more, making it possible for her to breathe. She bit my thumbs so hard, but I refused to let go. Her breathing was heavy and uneven, and we still couldn't get in contact with her.

This was the point where the ambulance showed up, after what had seemed like a fucking lifetime. They took control of the situation, and put an oxygen mask on her. She slowly started to wake up, and the cramps became less strong. She almost seemed to wake up, and they got her into a special chair the had brought, to bring her out to the ambulance. She was almost awake now. completely confused, had no idea what had just happened. She couldn't remember anything. They brought her into the ambulance, and I rode with her to the hospital, while my dad and sister followed behind in our car. The ambulance man got her to talk, to keep her conscious, asking her about her birth date, phone number, stuff like that. I kept kissing and stroking her hair, to remind her that I was right there with her. She was so scared and confused, and at one point, when I told the ambulance man about her cancer, she got scared, because she had no memory of having cancer. She had no idea what I was talking about.

We arrived at the hospital, and they drove her into the hallway, where we were left to wait, until a nurse would come for us. They sure took their time, and we couldn't do anything but wait with her, and try to keep her calm, so that she wouldn't start hyperventilating. We brought her some water, because her mouth was so dry from the oxygen they'd given her. At last, a nurse showed up, to show us to a room where we could wait with her. And so we did.

Another nurse came in, to take her blood pressure and gather some more information for her hospital record. This was a bit more complicated, because of all the diseases my mom has had throughout her life. Meningitis, Bechet's syndrome, and her cancer, to mention a few. After that, we were left to wait for a doctor to come and examine her. This ended up taking several hours. My Dad had to leave at about 3AM, because he had to go to work the next day. Me and my sister refused to leave her, so we stayed with her. I'm so glad we did.



After what had seemed like a lifetime, a doctor showed up. He checked her pulse, her eyes, her different joints and so on. All to see what the seizure might have damaged. "Luckily" it hadn't damaged anything in the rest of her body, except for the left arm, which was already beat up from before the seizure. The doctor told us that he was certain that the answer had to be found inside her brain. He would go talk to the hospital's neurologist, to get a second opinion. Once again, we where left to wait for a long time, until the neurologist was finished with her other patients.

 When she finally showed up, she did most of the same tests as the other doctor, plus a few new ones. Given that she specializes in the brain area, she was also certain that the reason for the seizure would have to be found inside her brain, as this was were the seizure had started. They put her on the waiting list for a CT scan, which would be done in a few hours. They drove her up to the neurological floor, where the nurses are specialists in my mom's situation. Her hospital bed was placed in the hallway, which made me extremely angry, until they explained to us that this was so that they could keep as much watch for her as possible, in case she would have another seizure. 


At this point we'd been in the hospital for 6 hours. We'd arrived at 11PM, and now it was 5 in the morning. Me and my sister were finally able to leave her, now that we knew she was in the right place, and that the nurses would keep checking in on her all through the morning. 



I stayed home from school the next day (Thursday). My body and mind was so exhausted that I slept until about 4 in the afternoon. The doctors told us that they wanted to take another scan of her brain, an MR scan. It would make it easier for them to figure out exactly what they had seen on the CT scan. They would scan her the next morning, and we'd get the results at about 1PM Friday.


I went home to Janne in the evening, my favourite girl, and she cheered me up. I spent the night with her, and in the morning I went to school. The whole school day was terrible, I couldn't focus on anything, because I was anxiously awaiting the results of my mom's scan.

At 3PM I still hadn't heard from my dad, so I wrote him and asked him if they'd gotten the news yet. He told me that it wasn't good news, and asked if he should call me. I went out into the school's hallway and called him.

This is when he told me that my mom's cancer has spread to her brain. She had a lump, which they call a metastasis, because it's not exactly the same as a tumor. This was what had caused her seizure Wednesday night. He gave the phone to my mom, and I talked to her. She sounded so beat up. I asked her how she was, which is of course a stupid question, in such a situation. She told me she'd been crying for the past two hours. The doctors told her that they had contacted another hospital - Copenhagen's biggest hospital - that they where trying to get her transferred to them, and that they'd be able to take more tests on the metastasis, to find out whether it would be best to surgically remove it, or if chemo would be better.


And this is where we're at, right now. She's still waiting for them to transfer her to the hospital in Copenhagen, but it'll probably take them a few days to get it done. 


I just got back from visiting her at the hospital. I visited her last night, too. I'm amazed that she's even functioning after all of this. It's horrible seeing her like this. Worse than ever. I just want to take some of the weight off of her shoulders. If I could, I'd put in all on my own, in a heartbeat. I want my mom back.



I cannot describe how much hatred I feel towards the world, right now. Nothing's fair, and if anyone talks to me about karma, I'm gonna beat them to death. It doesn't exist, and things don't happen for a reason. It's all just random, and my mom has obviously drawn the shortest straw. 



I love you, mom. You're the most amazing human being I have ever known, and will ever know. We refuse to let you go. Cancer will not get the best of you. We won't let it.

Inaktivitet

Jeg blogger ikke meget for tiden. Det er mest fordi, jeg ikke vil kede jer med mine depressive tanker. Jeg vil så nødigt se min blog ende som endnu en depressiv teenagers blog. Det fortjener den ikke, og jeg er allerede godt igang. Derfor bliver det nok ikke til mange indlæg fra mig, fremover. Jeg bruger mere min Tumblr. Den virker bedre til mine mørkere tanker. Jeg undskylder min inaktivitet, men kan roligt love, at det er for jeres eget bedste, at jeg ikke blogger oftere. Jeg håber, I har det godt allesammen. Fremmede og bekendte, venner og familie. Nyd sommeren, find glæde i de små ting, og del jeres glæde med dem I elsker. You deserve it!

Birthday, 1. maj and work!

I lørdags fyldte jeg 19 år. Hvis folk spurgte mig hvor gammel jeg er, ville jeg nok stadig svare 18, af vane. Det føles underligt at være 19, selvom der ikke er den store forskel, bortset fra at være et år tættere på 20. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at opføre mig mere voksent end jeg allerede gør. Arbejde giver i hvert fald følelsen af ansvar et boost!

Hvis det skulle have nogen interesse, vil jeg lige nævne hvilke gaver jeg fik;
- To objektiver til mit spejlrefleks - Wide angle og fisheye (også makro, kombineret)
- Gavekort til H&M på 400,-
- DVD'er - Quentin Tarantino og Tim Burton film (thanks, best friend!)
- En nummerplade (Jeg har en fetisch, og eftersom best friend's far er mekaniker, skaffede hun mig én!)
- Sko og trøje fra Wasteland (thanks siz!)
- Koncertbillet til Yellowcard, d. 26. august (you rock my world, girlfriend!)
- Undertøj
- Elizabeth Arden parfume
- Biograf-billetter (go svigerforældre!)
- 600,-

Og et billede af dem, for at gøre det endnu mere interessant! (feel the sarcasm.)

Jeg fik også lige leget en smule med mit fisheye, for at afprøve det!
(Ja, mit værelse roder, and I'm proud of it! Haha.)

Allesammen fantastiske gaver, som jeg er enormt glad for. Jeg Glæder mig allerede til at tage dem alle i brug!

1. maj blev lidt ødelagt, grundet det dårlige vejr, men girlfriend og jeg nåede trods alt at være i Fælledparken i et par timer, inden regnen tog over. Jeg nåede at sige hej til Joy og Linette, hvorefter Julle joinede os senere, og tog med os på Masken, hvor vi fortsatte med at drikke os i hegnet. All in all, a great day!

I dag har jeg arbejdet i Frederiksberg centrets H&M fra 15 til 19:30. Jeg har sagt ja til endnu en vagt i morgen, fra 10 til 16. Jeg er ved at være en del træt i hovedet, med søvnunderskud og lange køer hele dagen, men jeg har brug for pengene, da jeg skal have sparet godt 6000,- op til min USA-tur til sommer, med girlfriend og hendes forældre. Jeg glæder mig som en sindssyg, så det er al stressen og arbejdet værd! Vi skal til Minnesota, og min pigede, feminine side kan slet ikke vente med at gå amok i Mall of America, og bruge en mindre formue. USA, here we come!

All in all, går det godt, for tiden. Jeg har stadig et par op og nedture, men jeg kan mærke, at de ikke er så heftige som de har været, og jeg har en smule mere overskud. Jeg ved dog ikke om det er mine piller der er skyld i det, eller om det er de fantastiske mennesker, jeg omringer mig af. Either way, I'm thankful!

Work? Don't mind if I do!

Jeg var så heldig at få jobbet som tilkaldevikar i hovedstadsområdets H&M butikker og lager! Hell yeah. Egentlig havde jeg mest håbet på et rengørings- eller lagerjob, men når det er i H&M, tror jeg lige jeg kan overskue at arbejde i butik. I morgen er min første tilkaldevagt, jeg skal arbejde i den store H&M på Strøget. Det bliver dog lidt hårdt at starte ud med 8 timer, men jeg burde nok ikke klage, med arbejdsløsheden, og tanken om, at jeg ligeså godt kunne have endt i Netto eller lignende. Samtidig hjælper pengene også en del på det. Hvad jeg ikke ville gøre for penge. - No nasty! Haha.
So, wish me luck. ^^,

Jeg har fødselsdag om 3 dage! Holy frick. Tiden flyver afsted, og jeg føler mig slet ikke gammel nok til at blive 19 år. Så skal man jo pludselig til at opføre sig voksent og tage ansvar. Det lyder enormt kedeligt og tørt i mine ører. Oh well. Jeg tror bare, jeg vil holde mit indre barn i live, så længe jeg kan. Til gengæld bliver det hyggeligt med familie-besøg af Farmor og lille kusine, samt kæreste, forældre og søster. Det skal nok blive en god dag!

Jeg burde forresten gå i seng, så jeg er klar til at stå "tidligt" op og være frisk, i morgen, på min første arbejdsdag. Istedet tror jeg, jeg vil høre noget mere musik, og prøve at finde op og ned i mit klædeskab. Spontan tøjoprydning, I don't recommend it! Det er til gengæld nemmere at overskue, med god musik som selskab. Such as;

I'm gonna write
A letter to my true love
I'm gonna sign my name

Like a patient on a table
I wanna walk again
Gonna move through the pain.

Fremtidsplaner;

• Drop ud af Roskilde Tekniske Skole
• Få job (evt. på Glostrup Hospital, rengøring eller kantine)
• Spar sammen til roadtrip med girlfriend + Lucky mindetatovering
• Start til guitarundervisning
• Start på HF-enkeltfag
• Stay happy.

I think I can manage that. Efter en lang snak med min mor, om alting, føler jeg mig enormt afklaret, og det er en fantastisk følelse. Life's finally beginning to make sense again. Moms, best friends and girlfriends are underrated. ♥

Crack the shutters open wide
I want to bathe you in the light of day
And just watch you as the rays
Tangle up around your face and body
I could sit for hours
Finding new ways to be awed each minute
'Cause the daylight seems to want you
Just as much as I want you.

Unhealthy.

Det er utroligt så kort tid der går, fra jeg er kommet hjem, til at min depression tager over. Jeg bliver sur og gnaven, og det går udover min familie. Det er ikke altid fair, men jeg kan ikke gøre for det. Det er den eneste måde jeg kan komme ud med mine aggressioner, da jeg til enhver tid foretrækker at vrisse af jer, end at bryde sammen.

Det er ikke deres skyld, at vores hus er så usundt for mig. Det er ikke min mors skyld, at hun er så syg, at det gør ondt på mig at se på hende. Hun kan ikke gøre for det, og jeg skyder ikke skylden på hende. Men det ændrer ikke på, hvor dårligt jeg får det af at bo her. Hver dag er en konstant kamp for mig, da jeg i forvejen har så mange dårlige tanker i mig, at jeg ikke engang kan overskue at høre på min mors, selvom hun fortjener at komme ud med dem. Det gør ondt på mig, og jeg ville virkelig ønske, jeg ikke absorberede hendes smerte så meget, som jeg gør. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe hende på benene igen, på en eller anden måde. Men det kan jeg ikke. Og jeg har opgivet at prøve, da jeg efterhånden har erfaret, at det kun gør mere skade på mig selv, og slet ikke hjælper hende.

Sorry, mom, dad and sis. But I can't live like this anymore.

"Tror du på Gud?"

Hvis du spurgte mig nu, om jeg tror på en gud, og en religion, ville alt jeg kunne gøre være, at holde min lyst til at slå dig i ansigtet tilbage. Der findes ingen Gud. Religion er skabt til at skabe splid i verden, i befolkningen. Det er en ond ting, som ikke burde dyrkes, men i stedet burde smides ud af vinduet, og glemmes.

Hvis vi hypotetisk set skulle sige, at der rent faktisk sad en person oppe i himlen, som havde skabt os, og som holder øje med os, ville det ikke være en person, der var værd at bede til. At tilbede. Det ville være en djævelsk idiot, som nyder at se mennesker lide. Som får et kick ud af, at se os alle sammen rende forvirrede rundt, og prøve at finde meningen med livet, midt i al vores kaos. Hvorfor skulle jeg bruge energi og tanker på, at tilbede sådan en idiot? Never.

Jeg er ikke én af de personer, der har det godt med at ynke over mit liv, og over mine problemer. Men jeg har snart fået nok. Jeg kan ikke forstå hvorfor én familie skal bære så mange byrder på skuldrene, og så endda på samme tid.

Min mor var oppe på hospitalet i går, for at få taget sine sting ud fra operationen. Hun fik så af vide, at hun skal have fjernet flere lymfekirtler, da kræften åbenbart havde spredt sig til dem. Hun skal derfor indlægges på onsdag, i fuld narkose, og gennemgå en endnu større operation. Det er lymfekirtlerne under hendes venstre arm, som skal fjernes. Hun skal være indlagt i en uge. Min søster kommer først hjem fra London på fredag. Jeg havde planer om at bruge størstedelen af næste uge i Haslev, hos min kæreste, da hendes forældre er ude at rejse og hun har huset for sig selv. Det får jeg ikke meget mulighed for, nu. Jeg bliver nødt til at være hjemme fra onsdag til fredag, for at hjælpe min far med huset og dyrene. I dag fik jeg endnu et opkald fra min mor, som fortalte mig at vores 13-årige hund lige var blevet aflivet. Han fik en hjerneblødning. Så kan man selvfølgelig vælge at tænke positivt, at han da trods alt har haft et godt og langt liv. 13 år er meget for en lille hund som ham. Men det har jeg ikke mulighed for, lige nu. Ikke med alting andet, som fylder mit hoved. Jeg har ikke lyst til at tænke positivt. Scratch that, jeg har ikke overskud til at tænke positivt. Screw that.

Konklusion; livet er ikke fair. Det eneste man kan gøre, er at finde sin vrede frem, og kæmpe sig igennem mængden af lort man får smidt i hovedet, igennem livet. Deal with it.

R.I.P. Lucky. We'll never forget you, sweet puppy-dog.

Karma and fate can eat my shorts

Jeg plejede at tro på skæbnen, og på god og dårlig karma. Det gør jeg ikke mere. Hvis det virkelig eksisterede, kan jeg nemlig ikke se, hvad min mor skal lære, eller hvordan hun skulle have gjort sig fortjent til så meget modgang, når hun er et af de kærligste og høfligste mennesker, jeg kender.

Min mor lider af en meget sjælden sygdom kaldet "Bechet's (syndrom)".
- "Behcet’s syndrom (BS) er en systemisk vaskulit sygdom af ukendt årsag (inflammation af blodkar mange steder i kroppen). Karakteristiske symptomer er sår i mund (blister), samt symptomer fra hud og øjne. Led, blodkar og nervesystemet kan også påvirkes. Sygdommen kan behandles og gå i ro, men der kan komme sygdomsopblussen igen. Den kan ikke helbredes."

Udover det, var hun for nyligt hos lægen, da hun havde et modermærke som begyndte at vokse. Lægen fjernede det, og fik det sendt til undersøgelse. Hun fik også fjernet et andet modermærke på ryggen. Det viste sig at der var kræft i dem begge. Nu går hun og venter på, at få en tid til en operation, da de skal fjerne en lymfekirtel, eftersom den muligvis også har kræft i sig. Hun skal indlægges og i fuld narkose.

Men det er selvfølgelig ikke nok. Hun har også fået konstateret, at hendes blodtryk og kolesterol-tal er for højt, og har derfor fået flere piller, som forhåbentlig kan hjælpe på dét, så hun ikke ender med at få et hjertestop.

Fik jeg nævnt at hun også har en depression? Det havde hun inden hun fik konstateret Betchet's, og for at det ikke skal være løgn, er sygdommen kendt for, at forværre det.

Jeg har ikke tal på, hvor mange piller min mor tager hver dag. Men jeg vil gætte på en 10-15 stykker.

Når man efterhånden fejler så meget, at man ikke længere bliver overrasket når lægerne finder noget nyt, er der noget galt. Jeg ved ikke om jeg skal misunde eller hade folk, som tror på Gud. Jeg misunder dem for, at have nogen at bede til, og til at "våge over dem". Samtidig hader jeg dem for, at mene at Gud passer på dem, lige meget hvad. For så klarer han/hun sig virkelig ikke særlig godt med, at passe på min mor.

Jeg kan ikke huske at min mor nogensinde har været rask. Hun blev syg da jeg var en del yngre, og har ikke arbejdet "permanent" siden jeg var omkring de 11 år. Jeg har stadig minder fra min barndom, af min mor som græder. Dengang forstod jeg ikke hvorfor hun græd, men jeg husker bare, at jeg blev så ufatteligt ked af det og bange. Ked af, at jeg ikke kunne gøre hende glad, og bange, fordi jeg ikke længere følte at jeg kunne læne mig op af min mor, som børn har brug for at kunne. Derfor begyndte jeg et mønster, som senere hen har vist sig at have gjort større skade end jeg egentlig ville have troet. Jeg begyndte at holde mine problemer og sorger for mig selv, fordi jeg ikke følte, at min mor kunne klare flere byrder og problemer. Jeg følte at jeg måtte beskytte hende fra det hele, og det gjorde jeg ved at holde det hele for mig selv. Derfor havde jeg ikke længere en sund måde, at komme ud med mine problemer på, og det endte i mange selvdestruktive vaner, som jeg ikke har tænkt mig at nævne her. Sådan endte jeg med, at udvikle en depression, men det er ikke min pointe, for det her indlæg handler ikke om mig.

Jeg skriver det her indlæg af forskellige grunde. Jeg elsker min mor, og vil egentlig bare gerne dele hendes historie med andre. Samtidig vil jeg også gerne have noget at se tilbage på, når jeg ikke selv føler, jeg har mere energi eller overskud til, at klare hverdagen. Min mor har været igennem så meget, og er det stadig. Og selvom hun har så mange nederlag og problemer, at skulle klare sig igennem, formår hun at fortsætte. Hun er det stærkeste menneske jeg kender, og jeg har så stor respekt for hende.

Jeg elsker dig, mor.

Amen to that, sis.

Mig og bigsis, while watching Grammys, Mumford & Sons performing;

Cristina: De er nice :D De er totalt into it.

Laura: Ja, det er inspirerendeeee. <3

Cristina: Meget :')

Laura: Det er sådan nogle perfomances - og bands in general - der gør, at jeg ikke forstår hvorfor folk hører Katy Perry, Gaga, etc. ... Dét der er talent.

Cristina: Ja, me neither. Men det er fordi det er for 'avanceret' at forstå, tror jeg. Folk vil ikke føle sig dumme, så de lytter til mainstream hvor alle teksterne er ens og alle sangene lyder ens.

Det er dét jeg elsker ved min søster. We share the same opinions on music. 
Among a lot of other things. *sister-love*! : D

Random words, excused with music

Jeg beder til, at der snart sker nogle længe ventede forandringer i mit liv, for jeg er efterhånden træt af, at gå rundt i en konstant trance af indviklede tanker og følelsen af at være fortabt. School's gone down hill for a while, jeg har ikke motivationen eller overskuddet, og når best friend samtidig mest af alt har lyst til, at droppe ud, får jeg ikke nemmere ved, at stå op om morgenen. I det mindste er jeg begyndt at tale mere med min mor. Hun er efterhånden den, som forstår mig bedst, på det punkt. Guess she knows how it feels, når man ikke kan finde overskud eller positivitet, selvom man har masser af grunde til, at være glad. Don't know what I'd do without her. Jeg har stærke overvejelser om, at starte på Roskilde Tekniske Skole, og begynde på uddannelsen som dyrepasserassistent. I might just do that, and actually spend my time with something I want to do. Jeg tror, jeg ringer til skolen en af dagene og hører, om jeg kan få en rundvisning.

Well, eftersom jeg ikke har været i skole særlig meget, lately, har jeg haft masser af tid til, at finde ny musik. And boy, have I done that! Jeg har efterhånden fundet så mange nye artister jeg elsker, at jeg ikke længere kan bestemme mig for, hvad jeg skal høre. Dilemmarama overalt.

Computer vs. Banjo - Give Up On Ghosts


Hot Chelle Rae - Last One Standing


Marianas Trench - Beside You


Above & Beyond pres. Oceanlab - Miracle

This shattered symphony

I don't think I've ever wanted to get better, more than I do right now. Jeg føler ikke, det nye år bragte andet end skuffelse og problemer, my way. Jeg kan ikke lide den person, jeg føler, jeg er blevet til, og jeg hader, at det skal gå ud over de mennesker, jeg holder allermest af. Én ting er at såre og skuffe mig selv, en anden ting er at skuffe dem. Jeg håber bare, jeg snart finder en løsning på mine problemer, og får noget klarsyn. 'Cause I really do want to get better, not just for me, but for my familiy, friends and girlfriend, too. De fortjener ikke, at skulle bekymre sig om mig. Hvis det stod til mig, klarede jeg helst alt det her selv, uden at de overhovedet fik noget af vide, men det kan jeg desværre ikke. Sådan fungerer selvstændighed alligevel ikke. Indtil videre, må jeg tvinge mig selv til at tro på, at jeg nok skal blive glad igen, en dag, og finde min positive side frem igen. Jeg glæder mig til den dag.

Indtil da, vil jeg finde glæde i de små ting, så meget jeg kan. Best friend og jeg droppede skolen - igen i dag - for at snakke om vores opgivende følelser overfor HF, shoppe og spise Sunset. I love you, boo, and whenever you think you're not helping, think again. Your company is all I ask for. The rest is up to me.

Nu håber jeg, at jeg snart kan se girlfriend igen, på trods af afleveringer og andre forhindringer. I miss her.

Shop the pain away.

Hvis jeg kunne shoppe kronisk, er jeg sikker på, at jeg kunne komme helskindet igennem all the unknowing.
Heldigvis kan jeg leve højt på de her tre babies, for a while;

Efter at have gået strøget igennem, i et par timer, tog mig og bigsis på Fisketorvet og spiste aftensmad (I actually ate something!), og derefter skulle vi i biografen. Det var en hård dag, både fysisk og psykisk, men jeg er glad for, at jeg fik andre ting at tænke på, 50% af dagen. Thanks, sis.

Cristina's 21st birthday!

I dag havde bigsis fødselsdag, den store pige. Tiden flyver jo afsted!
I den anledning, havde vi familien Jensen på besøg, til en ordentlig omgang hygge i haven.
Og det skulle jeg selvfølgelig dokumentere! Her er et par af de mange billeder jeg fik taget.

Mig og best friend var forresten i skoven i går. Vi fik taget en masse (kedelige) naturbilleder, men også et par som rent faktisk er værd at se på. Dem uploader jeg på søndg, for i morgen skal mig og søz nemlig til polterabend. Kære Mie (aka. Moren) skal nemlig giftes d. 14.! Jeg håber det bliver sjovt. Fingers crossed!

The quiet things that no one ever knows

Jeg har brug for at skrive et langt, langt blogindlæg med alle mine følelser og tanker, men jeg kan ikke finde ordene. Jeg har bare brug for, at komme ud med det hele. Suk. I'll keep it to myself, for now.

I dag var mig og min familie til 2x40-års fødselsdag, da min onkel og tante fyldte rundt. Vi var i fint selskabslokale - The White Room - og jeg fik endda special-buffét, pga. min vegetarisme. Fornemt, indeed! Det var rigtig hyggeligt, og der var gratis fadøl, hvilket aldrig er en dårlig ting. Vi tog desværre hjem inden den rigtige fest kom ordentligt igang, men det var sjovt så længe det varede.

Jeg havde forresten bestemt mig for, at stoppe med at ryge. Men det har jeg droppet. Ikke pga. svaghed, men simpelthen pga. mangel på overskud, at the moment. Istedet begynder jeg at rulle mine egne cigaretter, og så tapper jeg rigtig meget ned, så det ikke er en helt lost cause. Det er der nok mange der er skuffede over, at høre, men jeg er selv tilfreds med mit valg. Det er sommer, og jeg ved, at jeg kommer til at nyde den mere, hvis jeg ikke skal gå rundt med abstinenser og aggressivitet, pga. rygestop. Til gengæld vil jeg lade vær med at ryge foran best friend, fordi jeg ved hvor hårdt det er for hende, og netop kan sætte mig ind i hendes situation, nu hvor jeg gik 5 dage uden at ryge. Så håber jeg, at hun bliver en smule mindre skuffet over mit valg.

Mit humør har ikke været det bedste, de sidste par dage, af forskellige grunde, jeg desværre ikke helt kan nævne her. Det får mig lidt til at fortryde, at jeg gjorde min blog så offentlig. Før var den til mig selv og mine tanker. Nu må jeg tage hensyn til, at jeg ikke kan skrive alting herinde, fordi det sagtens kan misforståes. Men det går nok alt sammen.

Maria redder mit humør, her til "aften". Jeg er glad for at have en så god veninde, som altid er der til, at lytte til mine problemer og tanker, whenever I need it. Så må hun også snart indse, at jeg også vil lytte til hendes. ♥

Jeg ender efterhånden altid med, at tænde stearinlys på mit værelse, og lytte til Band of Horses og Brand New. Det er min terapi, for tiden.

"Snap your fingers, I'll come running,
and leave again when you're bored with me.
Nevermind me, I'll just cast shadows on your wall.
My god, I feel so small."

Presents!

Amazing picture, isn't it? : D Det var alle de penge jeg fik i går, til min fødselsdagsfest. 3.350,-!

Jeg havde en rigtig god aften, med familie og venner. Min far havde sørget for fadølsanlæg, og min mor havde sørget for en "all vegetarian" menu, med hjælp fra vores gode venner, Perssons. Maden var fantastisk, og der var i hvert fald ingen der gik sultne hjem, på trods af de mange "sjove" jokes fra min onkel, som var en anelse skeptisk over manglen på kød, i menuen. :P

For ikke kun at nævne den gode mad og fadøl, fik jeg også nogle fantastiske gaver. Udover de mange penge, fik jeg en blå kjole fra H&M
(tak Katrine, min trofaste blog-læser!) og tre af bøgerne fra bogserien Percy Jackson & the Olympians, af min seje søster. I ain't complaining! ^^

I morgen skal jeg langt om længe have min første tatovering. Trine og Sabine tager med mig ind og få den lavet, de dejlige piger! For at genopfriske folks hukommelse, skal jeg have lavet et kvindetegn på højre underarm, med et hjerte i stedet for en cirkel. (Se tidligere blog-indlæg, jeg skrev for et par uger siden. ^^)


Her er billeder af alle de gaver jeg fik, fra min fødselsdag, og fra i går.


JBL Creature II højtalere + subwoofer. (Tak farmor! : D)


Lommeur (Tak kaniner og hunde/mor og far!)


Canon PowerShot SX210 IS (Tak mor og far!)


iPod classic på 30 GB og A3 poster (Tak girlfriend ♥)


Percy Jackson 1, 3 & 4, samt gavekort til Topshop på 10£ (Thanks sis!)


Kjole med lommer, fra H&M (Tak Katrine!)

My future tattoo, the countdown has begun!

Nu er der ikke længe til at jeg bliver 18 år, og derfor heller ikke længe til at jeg skal have min første (af mange) tatovering(er). :D Jeg har tegnet den med tusch på den modsatte arm, for at få et billede af hvordan den kommer til at se ud. ^^ Jeg har fødselsdag d. 30. April, til dem der skulle være i tvivl, og jeg skal have den lavet d. 2. maj, da jeg ikke har lyst til at få den lavet lige inden d. 1. maj, hvor jeg skal vandre fuld rundt i kbhå, med en masse andre stive mennesker. Tiden flyver afsted, og jeg glæder mig som en sindssyg!

I dag, søndag, stod på påskefrokost med noget af familien, og vi fik god mad, sodavand, og en masse andre søde sager. Det var rigtig hyggeligt, og da det hele var slut, var min mor så fantastisk sød, at køre mig ned til tanken, så jeg kunne købe smøger. Best mom, ever!

Her er så billedet af min fremtidige tatovering!
Let me know what you think. : D