Nightmares of death

I går nat havde jeg et mareridt. Min afdøde hund Lucky var ikke død, han var "alive and well". Der skete dog det, at jeg pludselig fik den forestilling, at inden nogen man elskede døde, ville en dame i blåt vise sig for én, som et tegn på at de ville dø kort efter. Det viste sig så at være sandt, og kort efter skete det så for mig, og Lucky døde. Jeg var ude af mig selv af rædsel, og var utroligt bange for denne blå-klædte dame. Hun sagde intet, hun kom bare gående - nærmest svævende - ind af hoveddøren og nærmede sig mig. Mine forældre kunne intet gøre for at stoppe hende. Det var skæbnen, at hun skulle vise sig for mig. Jeg fandt senere ud af, at hun kun viste sig for folk, som skulle til at miste nogen, de ikke følte de var klar til at miste, eller ikke kunne retfærdiggøre deres død, af forskellige årsager. Derfor begyndte jeg at prøve at retfærdiggøre alle personer i mit livs død, hvis de nu skulle dø, for at undgå endnu et møde med damen.

Det var skræmmende, siger jeg jer. Tænk hvis det virkelig var sådan livet foregik. At en skikkelse ville dukke op, som et tegn på, at man om få minutter ville miste nogen, man elskede højt.

Earthlings - En dokumentar om menneskers behandling af dyr.

Nu hvor jeg så sjældent blogger, tænkte jeg, at jeg ville finde noget, som rent faktisk var meningsfuldt nok til at dele med jer. Jeg har lige brugt den sidste halvanden times tid på at græde over denne fantastiske dokumentar, kaldet "Earthlings."

earth-ling     n.     One who inhabits the earth.

Det er en amerikansk dokumentar, fra 2005, skrevet af Shaun Monson og fortalt af Jaquin Phoenix. Den giver verden et indblik i masseproduktionen af dyr, til menneskets egen fordel, til mad, tøj, underholdning og sport. Klippene er voldelige, men desværre fuldstændig ægte og sande. Jeg opfordrer alle til at se denne film, uden at have nogle fordomme inden. Man kan trods alt ikke argumentere mod sandheden. 

Via den officielle hjemmeside kan man både læse om filmen, se traileren, og se hele filmen.

"We are all animals of this planet. We are all creatures. And non-human animals experience sensations just like we do. They, too, are strong, intelligent, industrious, mobile and evolutional, they too are capable of growth and adaptation. Like us, first and foremost, they are earthlings. And like us, they are surviving. Like us, they also seek their own comfort rather than discomfort. Like us, they express degrees of emotion. In short, like us, they are alive; most of them being, in fact, vertebrae, just like us.

As we look back on how essential animals are to human survival, our absolute dependance on them for companionship, food, clothing, sport and entertainment, as well as medical and scientific research, ironically we only see mankind's complete disrespect for these non-human providers. Without a doubt, this must be what it is; to bite the hand that feeds us. In fact, we have actually stomped and spit on it."

Se den. I beg you.

Inaktivitet

Jeg blogger ikke meget for tiden. Det er mest fordi, jeg ikke vil kede jer med mine depressive tanker. Jeg vil så nødigt se min blog ende som endnu en depressiv teenagers blog. Det fortjener den ikke, og jeg er allerede godt igang. Derfor bliver det nok ikke til mange indlæg fra mig, fremover. Jeg bruger mere min Tumblr. Den virker bedre til mine mørkere tanker. Jeg undskylder min inaktivitet, men kan roligt love, at det er for jeres eget bedste, at jeg ikke blogger oftere. Jeg håber, I har det godt allesammen. Fremmede og bekendte, venner og familie. Nyd sommeren, find glæde i de små ting, og del jeres glæde med dem I elsker. You deserve it!

What divides, yet defines me

I know I told you that a part of me can't accept your love for me, because I truly don't believe that anyone can love me. Part of me refuses to accept your love. Still, that doesn't mean I don't believe in us. I do. But that's the hardest part. Believing in something so much, but in some way wishing I didn't, because it makes it impossible for me to slip away and escape this world. It splits me in two pieces, believing in us. But the one part, the part that wants to try and fight this, to stay here, to be with you.. That's the part I wouldn't trade for anything.

Highs and lows

Life is built up by highs and lows. Some people are lucky enough to go through life, experiencing only the small lows, while the highs just keep coming. Sadly, not everyone is that lucky. There are people in the world, experiencing all kinds of great sadness. Some people are starving, have lost their parents, their home, the most basic things, that a lot of us take for granted. These are the people we like to remind ourselves about, when we're feeling bad about not having enough money to buy a new car, or that beautiful dress we've wanted for so long. The thing is, there are also a lot of other kinds of lows, that don't get the same attention. A lot of other ways to hurt, that most people don't take as serious. One of them is depression. People with a depression are going through a whole different kind of struggle, fighting to stay in control of their life and their mind. Depression is a disease that should be taken more seriously, and I don't understand why it isn't. Depression can break a person, turn their whole world against them. Make them feel so useless and hopeless that even getting out of bed seems impossible. Depression has nothing to do with weakness. It's not something people choose to have, not something they'd put upon themselves to get other people to feel bad for them. It's not a choice. Just like hunger isn't a choice. And because most of the world doesn't take depression seriously, people with depression tend to do the same. This can be dangerous. I started out like this, not taking my depression seriously. What it ended up causing, was a lot of self harm. Because other people didn't see it as anything serious, I just thought of myself as weak and a coward, not being able to go through one single day without my constant lows. I started beating myself up over every single thing I did wrong. Now that I've started taking it seriously, I see how much harm it's done to me, back when I didn't. I'm not writing this to make people feel bad for me. I'm writing this as a reminder to anyone out there going through the same or similar thing as me. Never underestimate the power a depression can have. Even when other people tell you it's not serious, take it serious. If you don't, you'll never get through it. If you don't start taking yourself serious, it's not possible to fight it. Depression is a disease. Treat is as one.

/End of ramble.

Boys.. Perverts, the whole lot of 'em.

Hver gang jeg ikke tror, jeg kan blive mere lesbisk, er der en eller anden dreng der beviser det modsatte. I dag var det en fugly dude med gedeskæg, som lagde an på mig, imens jeg uskyldigt stod og ventede på min bus, efter arbejde. Samtalen gik nogenlunde sådan her;

Ham; Undskyld, ved du hvor Esprit ligger?
Mig; Nej, desværre, jeg er ikke kendt her.
Ham; Jeg har ledt overalt i centeret, og jeg kan simpelthen ikke finde den!
Mig; Det var da irriterende.
Ham; Ja. *studerer min nøgle-halskæde* Skal man måske have en nøgle for at komme ind? *blink blink*
Mig; *sarkastisk grin* Nej.
Ham; Nåh okay, hvad så med det røde hår?
Mig; Jeg er ginger.
Ham; Seriøst?
Mig; Jep.
Ham; Fedt! Jeg tænkte bare på om du ville med ud og have en øl.
Mig; Jeg skal desværre skynde mig hjem, og min bus kommer lige om lidt.
Ham; Nåh okay. *fatsvag* Har du en kæreste?
Mig; Ja.
Ham; Har I så et åbent forhold? *gnæk*
Mig; Nej. Og jeg er lesbisk.
Ham; Virkelig? Hvad er der galt med pikkemænd?
Mig; Sikkert ingenting, de er bare ikke for mig.

FFFFUUUUU, pervert.

I welcome you, spring.

Forår bringer altid glæde og sol med sig. Jeg må indrømme, at jeg også er blevet ramt af forårskulder, efter en fantastisk påskeferie, spending 90% of the time with girlfriend. Jeg kan ærligt talt ikke se det kærestekedelige ved det, for hvis andre folk ville se mig, kunne de bare skrive. Når de ikke gør det, og aldrig tager kontakt, kan jeg ikke se hvorfor jeg ikke skulle bruge så meget tid som muligt sammen med min lykkepille.

Speaking of lykkepiller, er jeg nu på min 11. dag med Escitalopram. Jeg kan ikke mærke nogen forskel. Det er vel både godt og dårligt, da det også betyder at ingen af bivirkningerne er begyndt at vise sig endnu. Jeg har dog ikke bemærket om min vægt er steget, men det viser sig nok i løbet af sommeren. (Buddha, here I come!)

Af én eller anden grund har jeg ikke kunne tage mig sammen til at blogge, her på det sidste. Jeg har dog heller ikke været meget hjemme - eller alene, for den sags skyld - men jeg tror mere det skyldes en skriveblokade, at jeg ikke har blogget. Mine humørsvingninger viser sig stadig, så jeg har ofte svært ved at sætte mig ned og skrive mine tanker ud, når de skifter så ofte, fra glade til triste. Oh well, hopefully that'll pass with time.

Til gengæld skal jeg til jobsamtale i morgen, på Studiestræde. Det er som tilkaldevikar til forskellige H&M butikker i Københavnområdet. Fingers crossed for, at jeg får det! Ellers er det kontanthjælp til mig, hvilket selvfølgelig heller ikke ville være værst.

Oh well, jeg vil slutte min rambling af, og ønske alle en fortsat god påske! Toodles, folkens.

"Tror du på Gud?"

Hvis du spurgte mig nu, om jeg tror på en gud, og en religion, ville alt jeg kunne gøre være, at holde min lyst til at slå dig i ansigtet tilbage. Der findes ingen Gud. Religion er skabt til at skabe splid i verden, i befolkningen. Det er en ond ting, som ikke burde dyrkes, men i stedet burde smides ud af vinduet, og glemmes.

Hvis vi hypotetisk set skulle sige, at der rent faktisk sad en person oppe i himlen, som havde skabt os, og som holder øje med os, ville det ikke være en person, der var værd at bede til. At tilbede. Det ville være en djævelsk idiot, som nyder at se mennesker lide. Som får et kick ud af, at se os alle sammen rende forvirrede rundt, og prøve at finde meningen med livet, midt i al vores kaos. Hvorfor skulle jeg bruge energi og tanker på, at tilbede sådan en idiot? Never.

Jeg er ikke én af de personer, der har det godt med at ynke over mit liv, og over mine problemer. Men jeg har snart fået nok. Jeg kan ikke forstå hvorfor én familie skal bære så mange byrder på skuldrene, og så endda på samme tid.

Min mor var oppe på hospitalet i går, for at få taget sine sting ud fra operationen. Hun fik så af vide, at hun skal have fjernet flere lymfekirtler, da kræften åbenbart havde spredt sig til dem. Hun skal derfor indlægges på onsdag, i fuld narkose, og gennemgå en endnu større operation. Det er lymfekirtlerne under hendes venstre arm, som skal fjernes. Hun skal være indlagt i en uge. Min søster kommer først hjem fra London på fredag. Jeg havde planer om at bruge størstedelen af næste uge i Haslev, hos min kæreste, da hendes forældre er ude at rejse og hun har huset for sig selv. Det får jeg ikke meget mulighed for, nu. Jeg bliver nødt til at være hjemme fra onsdag til fredag, for at hjælpe min far med huset og dyrene. I dag fik jeg endnu et opkald fra min mor, som fortalte mig at vores 13-årige hund lige var blevet aflivet. Han fik en hjerneblødning. Så kan man selvfølgelig vælge at tænke positivt, at han da trods alt har haft et godt og langt liv. 13 år er meget for en lille hund som ham. Men det har jeg ikke mulighed for, lige nu. Ikke med alting andet, som fylder mit hoved. Jeg har ikke lyst til at tænke positivt. Scratch that, jeg har ikke overskud til at tænke positivt. Screw that.

Konklusion; livet er ikke fair. Det eneste man kan gøre, er at finde sin vrede frem, og kæmpe sig igennem mængden af lort man får smidt i hovedet, igennem livet. Deal with it.

R.I.P. Lucky. We'll never forget you, sweet puppy-dog.

I hope you're enjoying all of my money, DSB!

Jeg holder i mine hænder togbilletter for 663,- If only train tickets were money, mhm?

Btw., if you can't read my eyes, they're full of despise. :]
Despise towards DSfuckingB.

This animal I have become

It's not like I enjoy being this way. I can't make sense of my mind. I don't understand why I can't be happy for the people in my life, if I'm not happy, too. It makes me hate myself even more.

I hate my mood-swings. They're getting the best of me, and I'm trying so hard not to let them control me.

It sounds like such a cliché, but I'm starting to feel like I have a demon inside of me. And that demon decides when I get to be happy, and when I'm forced to break down in tears. I used to be so good at keeping my feelings and tears to myself, but now I can't even find the strength to keep a straight face when I'm around my friends and girlfriend. It doesn't take much for me to break down, anymore. I feel like I'm starting to wear my heart on my sleeve, even though I really don't want to.

I can't stand the thought of my girlfriend thinking she's not enough for me to be happy. 'Cause she is. I am happy, and I do appreciate the good things that I have in my life. The problem is, that doesn't stop my depression from taking over, at times. And I can't explain that.

I wanna go back to being the girl that everyone thinks is happy all the time, being able to keep my sorrow to myself.

So am I another slave now

to the screaming in my head?
Or is it a little strange now

how the moment's gone and fled?
Brother, I've gotta tell you
that something here is wrong
Oh brother, I've gotta tell you
this place ain't what I thought.

Devil on my shoulder

Mine tømmermænd er slet ikke blevet plejet i dag. Manglen på pizza (Domino's *sad face*!), smøger, chips, sodavand og kæreste, er næsten lidt for meget at overleve på én gang.

Det går langsomt op for mig, at jeg virkelig ikke har nogen kontrol over mit humør. And it scares me. I går/i nat var jeg på CC med det søde kærestepar, og Stine og hendes flørt. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg er en af de mennesker, der bliver glad og varm inden i, af at se på andres kærlighed/forelskelse, men ærligt talt, gør det mig ofte utilpas og dårlig. Selvfølgelig kan jeg sagtens være glad på mine venners vegne, når de er glade og forelskede. Det er bare ikke på samme plan som de fleste. Jeg ved ikke hvorfor, præcis, men måske har det noget at gøre med, at jeg efterhånden går så sindssygt meget op i, ikke selv at blive kaldt kærestekedelig, at jeg dømmer alle andre, så snart de holder deres kæreste i hånden eller kysser hinanden. I have a problem, and it's called being a bitch. Ha. Folks sødme og kærlighed havde/har dog intet at gøre med mine moodswings. Dem er der aldrig nogen helt enkel forklaring på, så det er ikke helt til at sige, hvad der "triggered" dem, denne gang. Jeg har efterhånden vænnet mig til at skuffe mig selv, men når det så går udover min pige, kan jeg ikke længere bare ignorere det, og fortsætte i mine usunde fodspor. Nej. Jeg vil utroligt gerne være en sund og glad person igen - ikke at jeg helt husker hvornår jeg sidst var oprigtigt "sund". Det gik bare ikke op for mig, før i tiden. Nu er alt det her blevet én lang smøre, og jeg kan ikke helt finde op og ned i ordene. So I'll just leave this the way it is, and not change it or read it any more times.

For at opsummere, current mood;
negativt og pessimistisk, but with a touch of sunshine. My sunshine, you make me happy, when skies are gray.

Jeg tror måske, manglen på smøger har gjort mig en anelse mere pessimistisk end normalt.
Or maybe I'm always like this, but I just don't show it. Sorry, folks. ^^,

Warning sign

Being with me is like riding a roller-coaster, love.
I'll get your heart beating out of your chest, I'll make your legs tremble. 

I'll make you happy and scared and the same time. I'll feed your fear. 

I'll make you scream at the top of your lungs, wanting to get on up and out of here, 

to keep yourself in one piece.

- This should be my warning, from now on.

 ♥ 

In the near future I'm gonna;

• Have a Lego-date with girlfriend!
• Find some magic way to earn money $_$
• Work on my sleeping habits - waking up at 4PM can only go on for so long
• Listen to something else than Veto - This Is Not
• Stop feeling the need to explain myself and start not giving a fuck
• Prepare myself for my appointment with the psychiatrist
• Find a cure for my constant mood-swings
• Embrace my flaws and grow some self esteem
• etc. etc.

This...

...Is what happens, when I spend my friday at home, without alcohol and girlfriend/friends.
Jeg er efterhånden ved at falde ned igen, efter at have været høj på kaffe hele dagen,
men istedet gik jeg til mere hardcore midler, som sukker og sodavand. Hov.

Jeg har brugt det meste af aftenen/natten på, at kigge på gamle billeder, og hørt gammel (læs; emo <3) musik, fra min eksterne harddisk. Who ever thought that could be so much fun? Taking Back Sunday overload, ftw!

(Til gengæld fandt jeg dog lige et helt nyt stadie af kærlighed for TBS, da jeg fandt denne video.
Reacts of scenes from Fight Club, that's just too awesome for words!)
Ja, de har censureret ordet "gun"... YouTube is ridiculous.



Yep.. Sådan plejede jeg at se ud, i mine unge dage. Oh, the nostalgia!

Jeg håber og beder til, at det her bliver det mest random, og ligegyldige indlæg, jeg nogensinde skriver.
Jeg undskylder for min hyperaktive spam, and to all a goodnight!

Bitter taste

I wish I could explain myself to her. Or maybe defend is a more fitting word. I know I wrote her, that night, because my stupid, drunk mind thought that it was a good idea, but my words came out completely wrong. And now she thinks that my new relationship is shit, and that I'm still trying to get over her. And it pisses me off, even though I get where she's coming from. To her, it seems like I still wasn't over her, when I started my relationship with Janne, but I was. And I most definitely am. I told her that I missed her, because I missed telling her stuff that she'd understand, because we did have a connection that I don't have with my friends. But I didn't mean that I miss her in the relationship way. I don't. It sounds mean, I know, but I got over that quickly. I forced myself to. And then I met Janne, and I didn't want my past to control when it was "appropriate" to make her my girlfriend. I took control. And I'm proud of that. But it kills me that she doesn't know that. That she thinks I'm just moving on through another girl. 'Cause that is most definitely not the truth. I'm finally learning to let go of the past, more than I've been able to for a long time, and for some reason it still means something to me, what she thinks of me. A part of me wants her to know the truth. But she doesn't, and I guess I can't change that. But I am looking forward to getting my money back. Maybe someday she'll be able to see it through my eyes. And maybe someday I'll have the chance to explain myself. Maybe not. I refuse to let that get to me.

What me and my girlfriend have is real. And if it in some way helps her, to believe that it isn't, then so be it.
I know the truth, and that's what counts.

What fills the magic in the meantime?

I know it’s hard without a vice,

You need to find a new solution,

Adaptation or retribution,

If you truly do believe in something,

Somehow it all works out.

BRB bed, just had to unload some thoughts

Før alt det her startede, havde jeg en plan om, at arbejde på min selvstændighed og lære mig selv, at føle mig tilpas med, at stå på egne ben, uden at læne mig for meget op af nogen.

Pt. er den plan blevet sat på pause, da jeg ikke havde taget højde for den store mængde depressive og selvhadende tanker, dét ville bringe med sig. I stedet blev jeg reddet af en pige. Og selvom jeg selv ved, hvor kliché det egentlig er for mig, at finde styrke i en anden, i stedet for mig i selv, mener jeg samtidig ikke, at min plan behøver at blive afbrudt fuldstændig, bare fordi en dejlig pige har trådt ind i mit liv. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne arbejde på min selvstændighed samtidig med, at have hende ved min side til, at huske mig på hvad jeg har at holde fast i, når jeg engang imellem ikke føler, at jeg kan bunde længere. Nej. Jeg skal nok lære, at føle mig stærk, og jeg håber og krydser alle lemmer for, at jeg på en eller anden måde finder en helt ny styrke frem i mig selv, i stedet for at falde tilbage i mine gamle mønstre, og lytte til stemmen i mit hoved som siger, at jeg ikke fortjener lykke og kærlighed. Jeg beder til, at jeg finder en helt ny side af mig selv, og hvis det sker, glæder jeg mig til at vise verden og alle der ikke tror på det, at jeg sagtens kan være selvstændig, uden at være det "på egen hånd".

Nu vil jeg få noget søvn, og prøve at falde i søvn til positive tanker, for once. Sounds like a great idea, amirite?

Open your eyes

Jeg tror, det der skete for mig var, at jeg har haft for mange indeklemte følelser, som jeg er blevet ved med, at skubbe væk, fordi jeg ærligt talt ikke har kunne håndtere dem, eller vidst hvad jeg skulle bruge dem til. Whenever I do that, I end up as a downer. Heldigvis har jeg ikke overskuddet til, at fodre min indre emo længere, som jeg plejer at gøre. I just won't do it this time. Istedet vil jeg prøve at huske mig selv på, hvor meget bedre jeg er for mig selv og mine medmennesker, når jeg er den glade, smilende, og glædespredende pige, som folk gerne vil være omkring. Hende vil jeg finde frem igen. After all, I do have things to be happy about. I've got the greatest people in my life, who are there for me, even when I can't explain what's going on. Og næsten gang jeg får et sudden breakdown, håber jeg, jeg kan huske mig selv på det samme.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg bare kan lægge skjul på de indeklemte følelser, for så ved jeg godt, det helt samme bare sker igen. Jeg vil bare prøve, at holde dem på et minimum, og holde dem lidt i baghovedet, istedet for at lade dem overtage hele min hjerne. That won't get me anywhere.

Nu må det gerne blive weekend, så jeg skal feste, og bevise overfor Trine, at jeg stadig kan være den uansvarlige, alkoholssvamp af en veninde, jeg har lovet hende at finde frem. That'll do me good. ^^, Also, I'd like Janne by my side. I guess I'll have to do with the scent of her on my pillow, and the thoughts of her that put a smile on my face.

*another moment of clarity*

I am my own affliction

"I myself am made entirely of flaws, stitched together with good intentions." 
- Augusten Burroughs.

I'm on the run
I'm on the ropes this time
Where is my song?
I've lost the song of my soul tonight.

I should really find a cure for my constant mood swings. They're making my head hurt, and it's hard to keep track of my thoughts, when they're one big mess.

Det er utroligt så god jeg er til, at spænde ben for mig selv, konstant. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været glad, som i, >kun< glad. Der er altid en underlig følelse af uro eller tristhed, bagved glæden. Det lyder utroligt deprimerende, og det her er ikke et indlæg om depressive teenage-følelser, not at all. Jeg havde bare brug for, at komme ud med lidt af alt det, der kronisk kører rundt i mine tanker, inden jeg for alvor bliver sindssyg.

Det er svært at skrive sit hjerte ud, når man samtidig også skal passe på, hvordan man formulerer sig, og hvor meget af sig selv man afslører. After all, this is the internet, og nogle ting burde jeg faktisk ikke dele med omverden. Det er bare ikke ligeså interessant, at have en personlig, privat dagbog. Ha.

Jeg kan alligevel ikke afsløre særlig meget, når jeg ikke ved hvad det præcis er, der er grunden til mit dårlige humør. Hvis der i det mindste kunne komme nogle guldkorn ud af det, nogle gode digte eller sangtekster, ville jeg ikke have helt så meget imod det, men når min hjerne og krop er fyldt med tanker og følelser, jeg ikke kan tyde eller sætte ord på, er det lidt svært, at omvende dem til noget poetisk. I guess I'll save that for another time.

Jeg har brugt 90% af dagen på, at finde gammel og halvgammel musik frem, hvilket både har været positivt og negativt. Negativt, fordi det har haft en dårlig effekt på mit i forvejen dårlige humør. The thing about old music is there's often a memory connected to each song, and most of the memories I've relived tonight are sad ones. Or, at least memories that make me sad, today.

Jeg plejer at kunne skylde skylden på mandag. Men noget siger mig, at det her er en mere permanent følelse af uro. I won't know for sure until tomorrow, I guess. Mundlort på mundlort, jeg tror jeg vil stoppe, inden det går over gevind. ^^,

Poems of the crappy kind

My mind is a wondrous place

I get lost sometimes

And it's hard to find my way back

Back to reality

Back on track

But I'm fighting myself

Every day

To become a better me

For me and someone else.

I always get the urge to let you in, whenever you're not around. Feels like I'm fighting an endless war inside of myself, and whenever I get to the turning point, where I have a chance of facing my fears, I flee and hide behind the walls I've spent so many years building. Stupid girl.

How to end a vicious cycle?

Guess what? More emotional and self-loathing crap, coming your way! Hurray. This is all for myself, peeps. Time for some self therapy, since it's the only kind of therapy I can afford, at the time. Ha.

Seems like my head is one big mess, these days. I'm getting pretty tired of living in my own, sad, little bubble, scared to open myself up the the world and to someone who deserves it.

Get over yourself, Laura. I'm so sick of always falling back into my old patterns of keeping people at a distance, afraid to let anyone get too close to me. Especially when I really wanna let her in, and show her that she's special to me. I can't stand the thought of myself getting in the way of something I want, once again. I've tried it too many times, and I need to change, this time. I need to become a better Me, a Me who doesn't hate herself to pieces, a Me that isn't emotionally handicapped. How can that be so god damn hard? Insecurity is so last year, why didn't I get the memo?

Also, I don't think it's helping at all, that I'm back at square one with reading my ex girlfriend's blog. I'm complete and totally over my depressing "take me back"-phase - well, over her, all in all - but it seems I still care about knowing how she's doing. I should probably find a solution for that, 'cause it's clearly not making anything better, and I really don't see the point in doing it.

Note to self; start making sense, from now on.