I virkeligheden burde jeg nok ikke drikke. Men de sidste par dage har jeg kunne mærke følelser og sorg komme tilbage til overfladen, efter nogle "gode" dage med numbness og vrede. Så nu prøver jeg desperat at holde fast i min vrede, så jeg ikke ender i mit sorte hul, som jeg har så nemt ved at gøre, i disse situationer.
Det er svært at forklare præcis hvorfor jeg er ked af det. Hvorfor jeg ikke føler mig tilstrækkelig til at leve i den her verden. Mit ordforråd rækker ikke langt nok til, at kunne sætte præcise ord på det. Men min rådnende selvtillid og blomstrende selvhad har muligvis en del i det. Jeg føler mig aldrig god nok. Hverken for mig selv, eller nogen andre. Jeg kan ikke forklare hvor hårdt det égentlig er, konstant at spænde ben for sig selv. Jeg kan ikke fordrage tanken om, nogensinde at komplimentere mig selv. Når det en sjælden gang imellem sker, følges det af en stærk selvhad, der drukner de positive tanker, fordi jeg ikke kan tilgive mig selv for, at have været selvisk nok til at tænke én eneste god tanke om mig selv.
Lige nu er det måske mere eller mindre hvidvinen der taler, men det virker som om, den hjælper mig med at klargøre et par tanker, og skubbe resten væk, så jeg ikke kollapser.
Midt i alt andet der er sket for mig på det sidste - og for min familie - er det gået op for mig, at jeg ikke længere har overskud til at holde fast i de mennesker, der ikke rækker deres hånd tilbage. Især én person har skuffet mig så meget, at jeg ikke kan bære, længere at kalde hende min veninde. Vi havde så stærkt et venskab, førhen. For kun et år siden skrev vi stadig sammen mindst en gang om ugen, for at opdatere hinanden om vores liv, og fortælle hinanden hvor meget vi savnede de sommer aftener, med musik, fulde samtaler om virkelighedsflugt. Nu er jeg forladt med en tom følelse, af et døende - hvis ikke allerede dødt - venskab, fordi du af alle mennesker ikke rakte dig hånd ud, når jeg havde allermest brug for det. Jeg havde forventet mere af dig. Egentlig havde jeg også forventet mere af mig selv, for det ligner ikke mig, at have sådan brug for folk. Det troede jeg, jeg havde lært mig selv, aldrig at gøre. Looks like I failed. Men nu hvor det hele virker til at være slut, vil jeg ikke længere holde fast i dig. Du fortjener ikke mit allerede manglende overskud. Jeg har ikke energi nok til, at bruge den på dig, hvis du ikke engang kan skåne mig et par søde ord, når du tydeligvis godt ved hvad jeg går igennem. So... thanks for nothing. You've hurt me more than I could've ever imagined you'd be able to. Goodbye.
Til gengæld værdsætter jeg de venner, jeg véd er der for mig, endnu mere, nu. I betyder alt for mig, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at give jer mindst ligeså meget kærlighed tilbage. I love you guys. And the same thing goes for my family. And my girlfriend. I er grunden til, at jeg bliver ved med at kæmpe mig igennem alt det her.
You were not there when I needed to say
I hit the bottom so fast
That my head was spinning ‘round for days
Now I gotta go it alone
But I will never give up
No, I'll never give up.
