*sigh*

Jeg burde nok bare tage mig sammen, og indse, det jeg ikke vil indse. Men jeg er havnet inde i min egen bobbel, og jeg har fundet tryghed i sorgen. I afhængigheden. Jeg kan ikke give slip på min sørgmodighed, den er det eneste jeg har tilbage, det eneste bevis på, at alting var virkeligt. Den dag jeg ikke længere kan forblive i min bobbel, leve og æde af sorgen, ved jeg ikke hvad jeg gør. Den dag alting pludselig er så distanceret, at jeg ikke længere har noget tilbage, at holde fast i. Den dag skræmmer mig.

Ord er det eneste der trøster mig, pt. At skrive mit hjerte ud. And I'll keep doing it, until the day everything has faded away. Lucky for you, you don't have to read it.

Til gengæld var jeg på CC i går, med de sødeste pigebørn. Det hjalp heldigvis, for en stund, at slippe det hele, og bare drikke og have det sjovt. Desværre gik følelsen væk igen. Men jeg fik da udnyttet CC's fri bar! I always do. Meheh. Og Camilla er en sød og forstående pige. Vi fik talt en masse, og det værdsætter jeg. Tak, alle tre, for en god og fjollet aften. <3

"I cannot go to the ocean
I cannot drive the streets at night
I cannot wake up in the morning
Without you on my mind
So you're gone, and I'm haunted
And I bet you are just fine
Did I make it that easy
To walk right in and out of my life?

Goodbye, my almost lover
Goodbye, my hopeless dream
I'm trying not to think about you
Can't you just let me be?
So long, my luckless romance
My back is turned on you
I should've known you'd bring me heartache
Almost lovers always do."