Jeg har tit spurgt mig selv præcis det spørgsmål.
The thing is, at det bare ikke er så nemt for mig, "bare" at blive glad igen. Og når folk spørger mig, hvorfor jeg ikke bare kan være glad og se lidt lysere på tingene, føler jeg en endnu større tristhed over, at de dybest set ikke tager mine følelser seriøst, eller bare ikke forstår dem. Jeg får tit åbenbaringer som fortæller mig, at jeg sagtens kan vende mit humør rundt, og få noget positivt ud af selv de mest negative situationer. Og i de få timer, måske dage, åbenbaringen holder, og jeg lever i en urealistisk lille bobbel, har jeg det godt. Men når min indre, depressive lille teenager endnu engang føler sig overset, kommer min vrede og tristhed tilbage. Vrede overfor mig selv, fordi jeg konstant er så god til, at sætte mig selv i et dårligt lys, og nedgøre mig selv. Og vrede over, at have så fandens svært ved "bare" at være glad. Jeg tror, jeg tager livet for seriøst. "Loosen up a little. Don't get yourself down, life moves on. Just get back up on that horse. Der er folk i verden, som har det værre end dig." Kliché efter kliché, and trust me, people, those words never help.
Samtidig skuffer jeg også mig selv, gang på gang. Jeg føler mig som en attentionwhore, så snart jeg er ked af det, fordi jeg er dårlig til at skjule det overfor de folk, som betyder mest for mig. Og når de så spørger mig hvad der er galt, har jeg ikke lyst til at åbne mig op, dels fordi jeg ikke vil suge dem med ned i min triste lille hule af depressive tanker, men også fordi jeg ved, det ikke er noget jeg kan forklare.
No comments:
Post a Comment