"Tror du på Gud?"

Hvis du spurgte mig nu, om jeg tror på en gud, og en religion, ville alt jeg kunne gøre være, at holde min lyst til at slå dig i ansigtet tilbage. Der findes ingen Gud. Religion er skabt til at skabe splid i verden, i befolkningen. Det er en ond ting, som ikke burde dyrkes, men i stedet burde smides ud af vinduet, og glemmes.

Hvis vi hypotetisk set skulle sige, at der rent faktisk sad en person oppe i himlen, som havde skabt os, og som holder øje med os, ville det ikke være en person, der var værd at bede til. At tilbede. Det ville være en djævelsk idiot, som nyder at se mennesker lide. Som får et kick ud af, at se os alle sammen rende forvirrede rundt, og prøve at finde meningen med livet, midt i al vores kaos. Hvorfor skulle jeg bruge energi og tanker på, at tilbede sådan en idiot? Never.

Jeg er ikke én af de personer, der har det godt med at ynke over mit liv, og over mine problemer. Men jeg har snart fået nok. Jeg kan ikke forstå hvorfor én familie skal bære så mange byrder på skuldrene, og så endda på samme tid.

Min mor var oppe på hospitalet i går, for at få taget sine sting ud fra operationen. Hun fik så af vide, at hun skal have fjernet flere lymfekirtler, da kræften åbenbart havde spredt sig til dem. Hun skal derfor indlægges på onsdag, i fuld narkose, og gennemgå en endnu større operation. Det er lymfekirtlerne under hendes venstre arm, som skal fjernes. Hun skal være indlagt i en uge. Min søster kommer først hjem fra London på fredag. Jeg havde planer om at bruge størstedelen af næste uge i Haslev, hos min kæreste, da hendes forældre er ude at rejse og hun har huset for sig selv. Det får jeg ikke meget mulighed for, nu. Jeg bliver nødt til at være hjemme fra onsdag til fredag, for at hjælpe min far med huset og dyrene. I dag fik jeg endnu et opkald fra min mor, som fortalte mig at vores 13-årige hund lige var blevet aflivet. Han fik en hjerneblødning. Så kan man selvfølgelig vælge at tænke positivt, at han da trods alt har haft et godt og langt liv. 13 år er meget for en lille hund som ham. Men det har jeg ikke mulighed for, lige nu. Ikke med alting andet, som fylder mit hoved. Jeg har ikke lyst til at tænke positivt. Scratch that, jeg har ikke overskud til at tænke positivt. Screw that.

Konklusion; livet er ikke fair. Det eneste man kan gøre, er at finde sin vrede frem, og kæmpe sig igennem mængden af lort man får smidt i hovedet, igennem livet. Deal with it.

R.I.P. Lucky. We'll never forget you, sweet puppy-dog.