Jeg plejede at tro på skæbnen, og på god og dårlig karma. Det gør jeg ikke mere. Hvis det virkelig eksisterede, kan jeg nemlig ikke se, hvad min mor skal lære, eller hvordan hun skulle have gjort sig fortjent til så meget modgang, når hun er et af de kærligste og høfligste mennesker, jeg kender.
Min mor lider af en meget sjælden sygdom kaldet "Bechet's (syndrom)".
- "Behcet’s syndrom (BS) er en systemisk vaskulit sygdom af ukendt årsag (inflammation af blodkar mange steder i kroppen). Karakteristiske symptomer er sår i mund (blister), samt symptomer fra hud og øjne. Led, blodkar og nervesystemet kan også påvirkes. Sygdommen kan behandles og gå i ro, men der kan komme sygdomsopblussen igen. Den kan ikke helbredes."
Udover det, var hun for nyligt hos lægen, da hun havde et modermærke som begyndte at vokse. Lægen fjernede det, og fik det sendt til undersøgelse. Hun fik også fjernet et andet modermærke på ryggen. Det viste sig at der var kræft i dem begge. Nu går hun og venter på, at få en tid til en operation, da de skal fjerne en lymfekirtel, eftersom den muligvis også har kræft i sig. Hun skal indlægges og i fuld narkose.
Men det er selvfølgelig ikke nok. Hun har også fået konstateret, at hendes blodtryk og kolesterol-tal er for højt, og har derfor fået flere piller, som forhåbentlig kan hjælpe på dét, så hun ikke ender med at få et hjertestop.
Fik jeg nævnt at hun også har en depression? Det havde hun inden hun fik konstateret Betchet's, og for at det ikke skal være løgn, er sygdommen kendt for, at forværre det.
Jeg har ikke tal på, hvor mange piller min mor tager hver dag. Men jeg vil gætte på en 10-15 stykker.
Når man efterhånden fejler så meget, at man ikke længere bliver overrasket når lægerne finder noget nyt, er der noget galt. Jeg ved ikke om jeg skal misunde eller hade folk, som tror på Gud. Jeg misunder dem for, at have nogen at bede til, og til at "våge over dem". Samtidig hader jeg dem for, at mene at Gud passer på dem, lige meget hvad. For så klarer han/hun sig virkelig ikke særlig godt med, at passe på min mor.
Jeg kan ikke huske at min mor nogensinde har været rask. Hun blev syg da jeg var en del yngre, og har ikke arbejdet "permanent" siden jeg var omkring de 11 år. Jeg har stadig minder fra min barndom, af min mor som græder. Dengang forstod jeg ikke hvorfor hun græd, men jeg husker bare, at jeg blev så ufatteligt ked af det og bange. Ked af, at jeg ikke kunne gøre hende glad, og bange, fordi jeg ikke længere følte at jeg kunne læne mig op af min mor, som børn har brug for at kunne. Derfor begyndte jeg et mønster, som senere hen har vist sig at have gjort større skade end jeg egentlig ville have troet. Jeg begyndte at holde mine problemer og sorger for mig selv, fordi jeg ikke følte, at min mor kunne klare flere byrder og problemer. Jeg følte at jeg måtte beskytte hende fra det hele, og det gjorde jeg ved at holde det hele for mig selv. Derfor havde jeg ikke længere en sund måde, at komme ud med mine problemer på, og det endte i mange selvdestruktive vaner, som jeg ikke har tænkt mig at nævne her. Sådan endte jeg med, at udvikle en depression, men det er ikke min pointe, for det her indlæg handler ikke om mig.
Jeg skriver det her indlæg af forskellige grunde. Jeg elsker min mor, og vil egentlig bare gerne dele hendes historie med andre. Samtidig vil jeg også gerne have noget at se tilbage på, når jeg ikke selv føler, jeg har mere energi eller overskud til, at klare hverdagen. Min mor har været igennem så meget, og er det stadig. Og selvom hun har så mange nederlag og problemer, at skulle klare sig igennem, formår hun at fortsætte. Hun er det stærkeste menneske jeg kender, og jeg har så stor respekt for hende.
Jeg elsker dig, mor.
No comments:
Post a Comment