Thoughts of the night

Noget jeg ikke forstår, er hvorfor kærlighed plejede at være nok for mig, til at glemme mine problemer og depressive tanker. Når jeg tænker tilbage, var jeg gladere, førhen, i tidligere forhold. Om det var fordi, jeg havde begravet mine problemer, og de endnu ikke havde eksploderet i mit ansigt, ved jeg ikke. Men jeg forstår ikke, hvorfor kærlighed ikke længere er "nok" for mig, for at føle glæde, igen. Den bedste forklaring jeg kan finde, er at jeg ikke længere vil bruge kærlighed som min virkelighedsflugt. At jeg ikke længere kan begrave mine problemer, og leve i en illusion. Min indre realist er blevet stærkere, med tiden. Og det er egentlig ikke en dårlig ting, når jeg tænker over det. For mig, er det en positiv ting. For det betyder bare, at hvad vi to har, er mere ægte, fordi jeg ikke bruger det som en virkelighedsflugt. At det så betyder, at mine nedture til tider kan få det det til at virke som om, du ikke er nok for mig, er jeg virkelig ked af. Jeg håber aldrig, du føler, du ikke er nok for mig, blot fordi, du ikke altid kan trøste mig. Det er problemet ved depression. Nogen gange kan selv den mest betydningsfulde person ikke få smerten til at gå væk. Men du formår at gøre mig glad, når min depression ikke er for stærk til, at mit virkelige jeg kan skinne igennem. Og det betyder meget for mig. You do make me happy. Never doubt that.