Change my mind, or help me to try
I'm afraid and I'm not satisfied
In this state I shall not remain
Daylight is not the same
When you're stabbing at the stars in your eyes
And bleeding is what you see.
30 March, 2011
A post filled with nothing.
Der er både sket meget og ingenting, de sidste par dage. I mandags startede jeg på min nye uddannelse, og selvom jeg virkelig gerne ville skrive lidt om mine oplevelser, so far, kan jeg ikke finde ordene. De sidste tre dage har været hårde for mig, både psykisk og fysisk, og jeg føler mig mentalt drænet. Da jeg ikke har nogle ord at tilbyde, vil jeg undskylde mig med musik. Trist og sur musik er det eneste jeg hører, these days. But that doesn't make the music any less beautiful. Tværtimod.
Change my mind, or help me to try
I'm afraid and I'm not satisfied
In this state I shall not remain
Daylight is not the same
When you're stabbing at the stars in your eyes
And bleeding is what you see.
Change my mind, or help me to try
I'm afraid and I'm not satisfied
In this state I shall not remain
Daylight is not the same
When you're stabbing at the stars in your eyes
And bleeding is what you see.
29 March, 2011
Come set me free
I try to live the light of day
Why would I do what I hate?
But when I try to reach above
I only hurt the ones I love
Free, come set me free
Down on my knees
I still believe
You can save me from me.
26 March, 2011
Drinking, followed by rambling and - hopefully - numbness.
Det er fredag nat. I realiteten er det vel lørdag, nu hvor klokken er halv 2, men jeg ser det stadig som fredag. Jeg sidder alene på mit værelse, med høretelefoner og høj musik, imens jeg prøver at lukke resten af verden ude, med høj musik og billig vin.
I virkeligheden burde jeg nok ikke drikke. Men de sidste par dage har jeg kunne mærke følelser og sorg komme tilbage til overfladen, efter nogle "gode" dage med numbness og vrede. Så nu prøver jeg desperat at holde fast i min vrede, så jeg ikke ender i mit sorte hul, som jeg har så nemt ved at gøre, i disse situationer.
Det er svært at forklare præcis hvorfor jeg er ked af det. Hvorfor jeg ikke føler mig tilstrækkelig til at leve i den her verden. Mit ordforråd rækker ikke langt nok til, at kunne sætte præcise ord på det. Men min rådnende selvtillid og blomstrende selvhad har muligvis en del i det. Jeg føler mig aldrig god nok. Hverken for mig selv, eller nogen andre. Jeg kan ikke forklare hvor hårdt det égentlig er, konstant at spænde ben for sig selv. Jeg kan ikke fordrage tanken om, nogensinde at komplimentere mig selv. Når det en sjælden gang imellem sker, følges det af en stærk selvhad, der drukner de positive tanker, fordi jeg ikke kan tilgive mig selv for, at have været selvisk nok til at tænke én eneste god tanke om mig selv.
Lige nu er det måske mere eller mindre hvidvinen der taler, men det virker som om, den hjælper mig med at klargøre et par tanker, og skubbe resten væk, så jeg ikke kollapser.
Midt i alt andet der er sket for mig på det sidste - og for min familie - er det gået op for mig, at jeg ikke længere har overskud til at holde fast i de mennesker, der ikke rækker deres hånd tilbage. Især én person har skuffet mig så meget, at jeg ikke kan bære, længere at kalde hende min veninde. Vi havde så stærkt et venskab, førhen. For kun et år siden skrev vi stadig sammen mindst en gang om ugen, for at opdatere hinanden om vores liv, og fortælle hinanden hvor meget vi savnede de sommer aftener, med musik, fulde samtaler om virkelighedsflugt. Nu er jeg forladt med en tom følelse, af et døende - hvis ikke allerede dødt - venskab, fordi du af alle mennesker ikke rakte dig hånd ud, når jeg havde allermest brug for det. Jeg havde forventet mere af dig. Egentlig havde jeg også forventet mere af mig selv, for det ligner ikke mig, at have sådan brug for folk. Det troede jeg, jeg havde lært mig selv, aldrig at gøre. Looks like I failed. Men nu hvor det hele virker til at være slut, vil jeg ikke længere holde fast i dig. Du fortjener ikke mit allerede manglende overskud. Jeg har ikke energi nok til, at bruge den på dig, hvis du ikke engang kan skåne mig et par søde ord, når du tydeligvis godt ved hvad jeg går igennem. So... thanks for nothing. You've hurt me more than I could've ever imagined you'd be able to. Goodbye.
Til gengæld værdsætter jeg de venner, jeg véd er der for mig, endnu mere, nu. I betyder alt for mig, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at give jer mindst ligeså meget kærlighed tilbage. I love you guys. And the same thing goes for my family. And my girlfriend. I er grunden til, at jeg bliver ved med at kæmpe mig igennem alt det her.
You were not there when I needed to say
I hit the bottom so fast
That my head was spinning ‘round for days
Now I gotta go it alone
But I will never give up
No, I'll never give up.
I virkeligheden burde jeg nok ikke drikke. Men de sidste par dage har jeg kunne mærke følelser og sorg komme tilbage til overfladen, efter nogle "gode" dage med numbness og vrede. Så nu prøver jeg desperat at holde fast i min vrede, så jeg ikke ender i mit sorte hul, som jeg har så nemt ved at gøre, i disse situationer.
Det er svært at forklare præcis hvorfor jeg er ked af det. Hvorfor jeg ikke føler mig tilstrækkelig til at leve i den her verden. Mit ordforråd rækker ikke langt nok til, at kunne sætte præcise ord på det. Men min rådnende selvtillid og blomstrende selvhad har muligvis en del i det. Jeg føler mig aldrig god nok. Hverken for mig selv, eller nogen andre. Jeg kan ikke forklare hvor hårdt det égentlig er, konstant at spænde ben for sig selv. Jeg kan ikke fordrage tanken om, nogensinde at komplimentere mig selv. Når det en sjælden gang imellem sker, følges det af en stærk selvhad, der drukner de positive tanker, fordi jeg ikke kan tilgive mig selv for, at have været selvisk nok til at tænke én eneste god tanke om mig selv.
Lige nu er det måske mere eller mindre hvidvinen der taler, men det virker som om, den hjælper mig med at klargøre et par tanker, og skubbe resten væk, så jeg ikke kollapser.
Midt i alt andet der er sket for mig på det sidste - og for min familie - er det gået op for mig, at jeg ikke længere har overskud til at holde fast i de mennesker, der ikke rækker deres hånd tilbage. Især én person har skuffet mig så meget, at jeg ikke kan bære, længere at kalde hende min veninde. Vi havde så stærkt et venskab, førhen. For kun et år siden skrev vi stadig sammen mindst en gang om ugen, for at opdatere hinanden om vores liv, og fortælle hinanden hvor meget vi savnede de sommer aftener, med musik, fulde samtaler om virkelighedsflugt. Nu er jeg forladt med en tom følelse, af et døende - hvis ikke allerede dødt - venskab, fordi du af alle mennesker ikke rakte dig hånd ud, når jeg havde allermest brug for det. Jeg havde forventet mere af dig. Egentlig havde jeg også forventet mere af mig selv, for det ligner ikke mig, at have sådan brug for folk. Det troede jeg, jeg havde lært mig selv, aldrig at gøre. Looks like I failed. Men nu hvor det hele virker til at være slut, vil jeg ikke længere holde fast i dig. Du fortjener ikke mit allerede manglende overskud. Jeg har ikke energi nok til, at bruge den på dig, hvis du ikke engang kan skåne mig et par søde ord, når du tydeligvis godt ved hvad jeg går igennem. So... thanks for nothing. You've hurt me more than I could've ever imagined you'd be able to. Goodbye.
Til gengæld værdsætter jeg de venner, jeg véd er der for mig, endnu mere, nu. I betyder alt for mig, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at give jer mindst ligeså meget kærlighed tilbage. I love you guys. And the same thing goes for my family. And my girlfriend. I er grunden til, at jeg bliver ved med at kæmpe mig igennem alt det her.
You were not there when I needed to say
I hit the bottom so fast
That my head was spinning ‘round for days
Now I gotta go it alone
But I will never give up
No, I'll never give up.
24 March, 2011
For a pessismist, I'm pretty optimistic
Jeg har valgt en ny tilgang til livet; vrede.
Nu hvor jeg har valget imellem at bryde psykisk sammen, eller være vred på verden, vælger jeg sidstnævnte.
På mandag begynder jeg på Roskilde Tekniske Skole. Lige meget hvor opmuntrende og positive folk er, på mine vegne, bliver det ikke noget jeg ser frem til. Jeg har ikke nok overskud til at glæde mig. Ikke når det indebærer at jeg skal møde nye mennesker, i helt nye omgivelser. No way. I stedet for at glæde mig, skal jeg bare igennem det, in the fastest way possible.
Forleden gik noget op for mig. I august, sidste år, en uges tid inden jeg begyndte på Frederiksberg HF, døde min søde, lille kanin, Perle. Tragikomisk, at min dejlige, gamle vovse så skulle dø lige inden jeg begynder på endnu en ny uddannelse. Not that awesome, world.
Jeg ved godt, mit pessimistiske syn på verden ikke er underholdende og spændende at høre på, og det undskylder jeg for. But it's all I've got, right now.
Sidst, men ikke mindst, bør jeg huske mig selv på, ikke at klippe hår når jeg er sur og rastløs. Oh well. Det kan være, jeg husker det næste gang. Hej, nye pandehår. I've yet to figure out if I hate you, too.
Nu hvor jeg har valget imellem at bryde psykisk sammen, eller være vred på verden, vælger jeg sidstnævnte.
På mandag begynder jeg på Roskilde Tekniske Skole. Lige meget hvor opmuntrende og positive folk er, på mine vegne, bliver det ikke noget jeg ser frem til. Jeg har ikke nok overskud til at glæde mig. Ikke når det indebærer at jeg skal møde nye mennesker, i helt nye omgivelser. No way. I stedet for at glæde mig, skal jeg bare igennem det, in the fastest way possible.
Forleden gik noget op for mig. I august, sidste år, en uges tid inden jeg begyndte på Frederiksberg HF, døde min søde, lille kanin, Perle. Tragikomisk, at min dejlige, gamle vovse så skulle dø lige inden jeg begynder på endnu en ny uddannelse. Not that awesome, world.
Jeg ved godt, mit pessimistiske syn på verden ikke er underholdende og spændende at høre på, og det undskylder jeg for. But it's all I've got, right now.
Sidst, men ikke mindst, bør jeg huske mig selv på, ikke at klippe hår når jeg er sur og rastløs. Oh well. Det kan være, jeg husker det næste gang. Hej, nye pandehår. I've yet to figure out if I hate you, too.
19 March, 2011
"Tror du på Gud?"
Hvis du spurgte mig nu, om jeg tror på en gud, og en religion, ville alt jeg kunne gøre være, at holde min lyst til at slå dig i ansigtet tilbage. Der findes ingen Gud. Religion er skabt til at skabe splid i verden, i befolkningen. Det er en ond ting, som ikke burde dyrkes, men i stedet burde smides ud af vinduet, og glemmes.
Hvis vi hypotetisk set skulle sige, at der rent faktisk sad en person oppe i himlen, som havde skabt os, og som holder øje med os, ville det ikke være en person, der var værd at bede til. At tilbede. Det ville være en djævelsk idiot, som nyder at se mennesker lide. Som får et kick ud af, at se os alle sammen rende forvirrede rundt, og prøve at finde meningen med livet, midt i al vores kaos. Hvorfor skulle jeg bruge energi og tanker på, at tilbede sådan en idiot? Never.
Jeg er ikke én af de personer, der har det godt med at ynke over mit liv, og over mine problemer. Men jeg har snart fået nok. Jeg kan ikke forstå hvorfor én familie skal bære så mange byrder på skuldrene, og så endda på samme tid.
Min mor var oppe på hospitalet i går, for at få taget sine sting ud fra operationen. Hun fik så af vide, at hun skal have fjernet flere lymfekirtler, da kræften åbenbart havde spredt sig til dem. Hun skal derfor indlægges på onsdag, i fuld narkose, og gennemgå en endnu større operation. Det er lymfekirtlerne under hendes venstre arm, som skal fjernes. Hun skal være indlagt i en uge. Min søster kommer først hjem fra London på fredag. Jeg havde planer om at bruge størstedelen af næste uge i Haslev, hos min kæreste, da hendes forældre er ude at rejse og hun har huset for sig selv. Det får jeg ikke meget mulighed for, nu. Jeg bliver nødt til at være hjemme fra onsdag til fredag, for at hjælpe min far med huset og dyrene. I dag fik jeg endnu et opkald fra min mor, som fortalte mig at vores 13-årige hund lige var blevet aflivet. Han fik en hjerneblødning. Så kan man selvfølgelig vælge at tænke positivt, at han da trods alt har haft et godt og langt liv. 13 år er meget for en lille hund som ham. Men det har jeg ikke mulighed for, lige nu. Ikke med alting andet, som fylder mit hoved. Jeg har ikke lyst til at tænke positivt. Scratch that, jeg har ikke overskud til at tænke positivt. Screw that.
Konklusion; livet er ikke fair. Det eneste man kan gøre, er at finde sin vrede frem, og kæmpe sig igennem mængden af lort man får smidt i hovedet, igennem livet. Deal with it.
Hvis vi hypotetisk set skulle sige, at der rent faktisk sad en person oppe i himlen, som havde skabt os, og som holder øje med os, ville det ikke være en person, der var værd at bede til. At tilbede. Det ville være en djævelsk idiot, som nyder at se mennesker lide. Som får et kick ud af, at se os alle sammen rende forvirrede rundt, og prøve at finde meningen med livet, midt i al vores kaos. Hvorfor skulle jeg bruge energi og tanker på, at tilbede sådan en idiot? Never.
Jeg er ikke én af de personer, der har det godt med at ynke over mit liv, og over mine problemer. Men jeg har snart fået nok. Jeg kan ikke forstå hvorfor én familie skal bære så mange byrder på skuldrene, og så endda på samme tid.
Min mor var oppe på hospitalet i går, for at få taget sine sting ud fra operationen. Hun fik så af vide, at hun skal have fjernet flere lymfekirtler, da kræften åbenbart havde spredt sig til dem. Hun skal derfor indlægges på onsdag, i fuld narkose, og gennemgå en endnu større operation. Det er lymfekirtlerne under hendes venstre arm, som skal fjernes. Hun skal være indlagt i en uge. Min søster kommer først hjem fra London på fredag. Jeg havde planer om at bruge størstedelen af næste uge i Haslev, hos min kæreste, da hendes forældre er ude at rejse og hun har huset for sig selv. Det får jeg ikke meget mulighed for, nu. Jeg bliver nødt til at være hjemme fra onsdag til fredag, for at hjælpe min far med huset og dyrene. I dag fik jeg endnu et opkald fra min mor, som fortalte mig at vores 13-årige hund lige var blevet aflivet. Han fik en hjerneblødning. Så kan man selvfølgelig vælge at tænke positivt, at han da trods alt har haft et godt og langt liv. 13 år er meget for en lille hund som ham. Men det har jeg ikke mulighed for, lige nu. Ikke med alting andet, som fylder mit hoved. Jeg har ikke lyst til at tænke positivt. Scratch that, jeg har ikke overskud til at tænke positivt. Screw that.
Konklusion; livet er ikke fair. Det eneste man kan gøre, er at finde sin vrede frem, og kæmpe sig igennem mængden af lort man får smidt i hovedet, igennem livet. Deal with it.
R.I.P. Lucky. We'll never forget you, sweet puppy-dog.
16 March, 2011
After the storm
Jo længere man venter med at skrive blog, jo sværere bliver det at finde ud af, hvad dælen man egentlig skal skrive. Derfor undskylder jeg på forhånd, hvis dette indlæg mangler sammenhæng, og istedet består af en masse random tanker og fortællinger om mit liv, pt.
I dag er jeg glad. Det var jeg også i går. Jeg er ret sikker på, at solen har en stor del i min glæde, da jeg altid har svært ved, at være trist og depressiv, når solen skinner. Dog glæder jeg mig stadig meget til, at den også begynder at varme! *brr*
I morgen skal jeg se best friend. Vi har ikke nogle deciderede planer for, hvad vi skal få dagen til at gå med, udover en lille (læs; tvungen) trip til vores gamle skole, Frederiksberg HF, for at aflevere vores skolebøger. Jeg krydser tæer og fingre for, at vi ikke støder ind i nogen vi kender. Derudover håber jeg lidt på, at vi kan finde et hyggeligt sted, og tage nogle billeder, som vi gjorde i sommers, da vi tog i skoven. I miss that!
Jeg skal se girlfriend enten torsdag aften eller fredag. Det glæder jeg mig til. Det er slet ikke for at være cheesy og needy, det føles bare altid som om, vi ikke har set hinanden i årtier, hvis vi har haft større eller mindre skænderier/misforståelser. Når vi så indser, at der ikke er noget at være sure/kede af, og igen kan fortsætte med at være glade og forelskede, savner jeg hende endnu mere, fordi jeg har brug for, at vise hende hvor meget hun betyder for mig, lige meget hvilke op og nedture jeg går igennem. She's always there for me on the other side, and I adore her for that.
D. 28. begynder jeg på Roskilde Tekniske Skole, på uddannelsen som dyrepasser(assistent). Selvfølgelig glæder jeg mig, det er klart - især efter at have hørt så meget positivt om skolen - men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også var enormt nervøs. Én ting var at starte på HF, der havde jeg best friend, hvilket selvfølgelig hjalp en hel del på alle de nye, skræmmende ting, man skal vænne sig til. Nu skal jeg gøre det hele alene. Alle de nye omgivelser og nye, fremmede mennesker, jeg skal møde. Men selvom jeg mest af alt har lyst til, at droppe det hele, og finde et til usselt arbejde i Bilka, Føtex eller Netto, tvinger jeg mig selv til at gøre det. For inderst inde ved jeg godt, at det nok skal gå godt. Og noget skal gå grueligt galt, hvis jeg ikke ender med at få en masse positive oplevelser ud af det. Så, jeg velkommer dig, nye skole, og jeg glæder mig til at møde jer, fremtidige klassekammerater! See you soon.
On a side note, vil jeg lige sende en - eller tusind - varme tanker til Camilla, den fantastiske pige. Hun går igennem en hård tid lige nu, som hun slet ikke fortjener. Jeg respekterer hendes styrke, også selvom hun måske ikke altid føler, hun har den. I know you'll get through this, honey. Du har folk omkring dig, som hellere end gerne vil hjælpe dig, på enhver tænkelig måde. Og jeg er hélt klart en af dem. Hang in there. ♥
I dag er jeg glad. Det var jeg også i går. Jeg er ret sikker på, at solen har en stor del i min glæde, da jeg altid har svært ved, at være trist og depressiv, når solen skinner. Dog glæder jeg mig stadig meget til, at den også begynder at varme! *brr*
I morgen skal jeg se best friend. Vi har ikke nogle deciderede planer for, hvad vi skal få dagen til at gå med, udover en lille (læs; tvungen) trip til vores gamle skole, Frederiksberg HF, for at aflevere vores skolebøger. Jeg krydser tæer og fingre for, at vi ikke støder ind i nogen vi kender. Derudover håber jeg lidt på, at vi kan finde et hyggeligt sted, og tage nogle billeder, som vi gjorde i sommers, da vi tog i skoven. I miss that!
Jeg skal se girlfriend enten torsdag aften eller fredag. Det glæder jeg mig til. Det er slet ikke for at være cheesy og needy, det føles bare altid som om, vi ikke har set hinanden i årtier, hvis vi har haft større eller mindre skænderier/misforståelser. Når vi så indser, at der ikke er noget at være sure/kede af, og igen kan fortsætte med at være glade og forelskede, savner jeg hende endnu mere, fordi jeg har brug for, at vise hende hvor meget hun betyder for mig, lige meget hvilke op og nedture jeg går igennem. She's always there for me on the other side, and I adore her for that.
D. 28. begynder jeg på Roskilde Tekniske Skole, på uddannelsen som dyrepasser(assistent). Selvfølgelig glæder jeg mig, det er klart - især efter at have hørt så meget positivt om skolen - men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også var enormt nervøs. Én ting var at starte på HF, der havde jeg best friend, hvilket selvfølgelig hjalp en hel del på alle de nye, skræmmende ting, man skal vænne sig til. Nu skal jeg gøre det hele alene. Alle de nye omgivelser og nye, fremmede mennesker, jeg skal møde. Men selvom jeg mest af alt har lyst til, at droppe det hele, og finde et til usselt arbejde i Bilka, Føtex eller Netto, tvinger jeg mig selv til at gøre det. For inderst inde ved jeg godt, at det nok skal gå godt. Og noget skal gå grueligt galt, hvis jeg ikke ender med at få en masse positive oplevelser ud af det. Så, jeg velkommer dig, nye skole, og jeg glæder mig til at møde jer, fremtidige klassekammerater! See you soon.
On a side note, vil jeg lige sende en - eller tusind - varme tanker til Camilla, den fantastiske pige. Hun går igennem en hård tid lige nu, som hun slet ikke fortjener. Jeg respekterer hendes styrke, også selvom hun måske ikke altid føler, hun har den. I know you'll get through this, honey. Du har folk omkring dig, som hellere end gerne vil hjælpe dig, på enhver tænkelig måde. Og jeg er hélt klart en af dem. Hang in there. ♥
Til sidst vil jeg lige slutte af med, at vise et nyere og bedre billede, af min nu helede tatovering.
Ain't it gorgeous? : D Dyrevelfærd, ftw.
14 March, 2011
No words, just music.
Jeg ville utroligt gerne lægge nogle billeder ud fra min tur til Paris, og fortælle lidt om mit everyday life. Men lige nu har jeg ikke overskuddet, og egentlig kan jeg heller ikke se meningen i det. Så istedet vil jeg dele endnu et fantastisk
Mumford & sons nummer. The soundtrack to my evening. Enjoy.
Darkness is a harsh term, don’t you think?
And yet it dominates the things I see.
Mumford & sons nummer. The soundtrack to my evening. Enjoy.
Darkness is a harsh term, don’t you think?
And yet it dominates the things I see.
04 March, 2011
So long Denmark, hello there, Paris!
I aften kl. 19:00 sidder mig og girlfriend i flyet på vej til Paris. Om jeg er spændt? Hell yeah! Det er første gang i lang tid, jeg skal til en anden by end London! It's gonna be great. : D Jeg er dog spændt på, at finde ud af, hvor godt franskmændene taler engelsk, da jeg ikke regner med, at kunne lære fransk på et par timer! Ellers må vi bare leve af omelette du fromage!
Take care, Denmark!
Take care, Denmark!
03 March, 2011
Feeling the need to share great music/talent!
Jeg faldt over disse to fyre på Tumblr, imens jeg var godt igang med, at procrastinate. De laver simpelthen nogle af de smukkeste covers, jeg nogensinde har hørt! Michael Henry and Justin Robinett, you rock my world. Samtidig med, at deres videoer er så simple, er de også enormt underholdende, både på den sjove, og på den useriøse måde, med deres venner i baggrunden, fooling around. Enjoy, please!
YOUR GUARDIAN ANGEL - The Red Jumpsuit Apparatus
EVERYTHING - Michael Bublé
AIRPLANES / BRICK BY BORING BRICK - Paramore
WOW, I CAN GET SEXUAL TOO - Say Anything
(Mostly, the video is just made of pure awesomeness.)
YOUR GUARDIAN ANGEL - The Red Jumpsuit Apparatus
EVERYTHING - Michael Bublé
AIRPLANES / BRICK BY BORING BRICK - Paramore
WOW, I CAN GET SEXUAL TOO - Say Anything
(Mostly, the video is just made of pure awesomeness.)
02 March, 2011
"Hi, I'm Laura, and I'm a lamp addict."
Jeg må nok tage at indse, at jeg har et seriøst problem. I dag købte jeg en lyskæde til mit vindue. Nu har jeg efterhånden fået en mindre lys-addiction, eftersom jeg i forvejen har stearinlys stående overalt på mit værelse, samt mine nye fantastiske lysstofrør på væggene. Well, I've chosen to embrace it! Nu kan jeg både holde vilde rave-parties, hyggelige vin-og-sofistikerede-snakke-gatherings og romantiske aftenener. Slå dén! - Og samtidig giver alle mine lamper forskelligt lys at tage billeder i! Min indre amatør af en fotograf er mere end tilfreds.
Pssst.. Klik billederne store, if you'd like!
I hope you're enjoying all of my money, DSB!
Jeg holder i mine hænder togbilletter for 663,- If only train tickets were money, mhm?
Btw., if you can't read my eyes, they're full of despise. :]
Despise towards DSfuckingB.
Btw., if you can't read my eyes, they're full of despise. :]
Despise towards DSfuckingB.
Subscribe to:
Posts (Atom)